Stien Englen Gik På

[Alexandra Evans]

Alexandra vendte sig halvt og så på ham med sine kolde gråblå øjne. Den lange kjole, sjalet og ikke mindst hendes ibenholt sorte hår fik hende til at se næsten kongelig ud. Med en let bevægelse trak hun sjalet bedre om sine skuldre og nikkede kort. "Så følg mig, jeg vil - personligt - vise dig dit værelse..." Hun var nået hen til døren da han talte igen og vendte sig atter med et slesk smil på læben. "Alt.. Hvad du begærer" Sagde hun med styrke på ordet Alt. Hun lod døren åbne og lige så hurtigt stod en tjener foran hende. "Vladimir.. Lad øst værelset varme op og lav mad. Vores Engel er sulten. Og lad det gå lidt hurtigt, med mindre du har lyst til at tilbringe mere tid med Josh.." Hendes blik var hårdt og tjeneren forsvandt hurtigt for at udføre hendes ordre.
Da hun vendte sig mod Casuel igen var hendes ansigt dog blidt og charmerende - dog kunne kulden i hendes blik ikke fjernes og lige meget hvor meget hun forsøgte ville hende smil aldrig nå hendes øjne.
"Ja, hvad end du kunne ønske som ville... behage dig. Vin. Mad. Kvinder..." Hun lavede en bevægelse mod døren for at anspore ham til at følge efter hende. Hun satte kursen mod trappen i indgangs hallen og løftede let op i kjolen mens hun gik op.

[Casuel]

Han sank en dyb klump og pillede kort ved sit pandehår imens han tænkte på om hun virkelig ville gå så langt, eller om det bare var hendes måde at lokke folk svagt. Hans øjne svævede lidt på manden som stod og tog imod hendes ordre og syntes han var lige lovligt hurtig på benene for en normal mand at værre, i hans øjne altså. Han sank en endnu dybere klump da hun til sidst nævnte 'kvinder' og gik stille og nervøst, men også spændt, efter hende. Han havde lidt øjne efter hende da hun løftede let op i hendes kjole imens hun gik og kunne mærke hvordan sommerfuglene sværmede i hans mave som en hel tornado, hvad var det dog han lige havde rodet sig ud i?? Men igen, han vidste ikke engang hvor han var havnet henne så hvor han var nu var det største spørgsmål han havde. Casuel gik stille med Alexandra hele vejen og jo længere de gik jo varmere kunne han mærke hans kinder blev, *alene... med en kvinde...* tænkte han og kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv over tanken og bed sig selv i læben af spændthed, det var virkelig svært at holde sine menneskelige lyster tilbage nu syntes han, det var jo nærmest som en drøm der blev opfyldt!

[Alexandra Evans]

Alexandra førte ham gennem slottet som syntes at blive mere storslået for hvert skridt de tog. De glødende amatyst farvede felter kastede et skær af magi over hele stedet og det var umuligt ikke at bemærke det. Alexandra var stolt over sit hjem - og ikke mindst de forbedringer hun selv havde tilføjet med sin evne. Den østlige fløj var stor og værelset han var blevet tildelt lå i det aller østligste hjørne af slottet. Alexandra åbnede døren og afslørede et prægtigt værelse. I centrum var en enorm seng hvor man mageligt kunne ligge fire side om side uden at genere hinanden det mindste. Det var en himmel seng og gardinerne var dybt blå på grænsen til det sorte. Rummets vægge var dekoreret med malede billeder direkte på væggene. Billeder af folk der brugte den magi der flød i Alexandras årer. Selv loftet var malet. Gardinerne ved de to enorme vinduer - der vendte mod øst - var tunge og samme blå farve som gardinerne om sengen. Gulvet var lavet af massivt træ og et stort klædeskab samt et spejl stod på den fjerneste væg. En dør ledte videre til badeværelset. Der var ikke brugt mange amatystfarvede felter i dette rum. Kun to eller tre mursten var skiftet ud med de smukke felter. På badeværelset til gengæld var hver anden klinke på gulvet udskiftet.
"Dette vil være dit kammer så længe du måtte ønske det, eller så længe du indvilliger i at hjælpe mig med den information du har. Vladimir vil snarest muligt komme med mad. Hvad du fortager dig fra nu af er ikke min bestemmelse, men Vladimir vil hjælpe dig med hvad du har brug for, inklusive at få sendt en kvinde eller flere her op. Hvis du ønsker det er der aftensmad klokken 19 og Vladimir kan vise dig til spisesalen.." Hun så på ham og slog ud med hånden for at indikere at han blot kunne gå ind.
Sekunder efter dukkede Vladimir op med en lille vogn. På vognen stod tre store sølvfade, den ene med helstegt pattegris, den anden med kylling og salat og den sidste med et stort udvalg af kager, budding og andre desserter. På den nederste hylde i vognen var hvidvin, rødvin og diverse andre drikke.
"Vladimir, hold dig i nærheden af vores gæst. Hvis han ønsker din hjælp yder du den. Er det forstået?" Den unge Vladimir nikkede ærbødigt og bukkede kort for Alexandra uden at se hende i øjnene - en ting hun ikke brød sig om at tyende gjorde.
"De må have en god dag" Sagde hun tilsidst til Casuel og et smil spillede kort på hendes læber før hun forlod rummet.

//Tænker vi enten bare springer videre i teksten eller starter et nyt emne alt efter hvad du helst vil?

[Casuel]

Casuels øjne blev store og han fik en hel stor ærefrygt i brystet *wow det er stort.. også for en enkel gæst... damn* tænkte han bare og havde hængende underkæbe imens der let gled lidt savl ned af hans mundvig. Han havde aldrig set noget så prægtigt som værelset og det hele føltes at være i hans smag, og alt hvad hun sagde var som sang for hans øre, han elskede det. Han havde virkelig lyst til at spæne ind og kaste sig i sengen men holdte sig kraftigt tilbage for hun ikke skulle tro han var helt bims. Da hun bød ham indenfor trådte han dog meget hurtigt ind og gik rundt om sig selv for at se det hele indtil at Vladimir kom med maden. Han savlede næsten over duften af det hele og kunne ikke vente med at komme i gang. Casuel stod lidt og tænkte og måtte rødme sig lidt "I lige måde deres nåde" sagde han så høfligt som han over hovedet kunne og smilte så bredere og bredere til hun var gået hvor han straks hev fat i Vladimir for at få fyret den lidt af nu. Han havde jo ingen far eller mor i nærheden til at fortælle ham om hvad der var rigtigt og forkert og ingen til at holde øje med ham, bare frie tøjler og stedet til at få sine drømme udfyldt. Han hviskede lidt til Vladimir og smilte bredt *endeligt!* tænkte han bare og trak let sin hættetrøje af og blidt lagde den på sin stol i værelset. Han strakte sig blidt *det her kunne jeg godt vende mig til.. jeg skal bare give gode nok informationer så skal det nok gå* tænkte han og håbede ikke på det ville være for svært at give info til hende. Og på en måde håbede han også lidt at han måske kunne vinde lidt af hende også ved at være en dygtig halvengel.

//jeg syntes vi skulle springe videre i teksten i et nyt emne, sådan måske efter nogle dage eller hvor lang tid der skal gå (op til dig)