Stien Englen Gik På

[Casuel]

Solen var endnu ikke oppe endnu, men i horisonten kunne skæret fra den skimtes. Dugen var stadigvæk på bladende, og luften var fugtig. Det var stadigvæk sommer, for bladende var grønne og friske, græsset var strittende og pragtfuldt.
Det var dog ikke kun naturen som var fugtig, en svedende halvengel kom traskende med utroligt tunge skridt, våd af sved og nattens fugt så tøjet var gennemblødt og huden kold som is. Tænderne klaprede ikke mere, og øjnene var halvt lukket i, imens fødderne bar den tunge krop videre igennem stierne.
Navnet var Casuel, en halvengel fra menneskenes verden, en halvengel som var faret godt vild, og havde absolut ingen idé om hvor han var henne. Men blikket på ham var ikke kun fremad, men rundt over det hele, han holdte øje. Gispende og træt håbede han sådan at jagten var over, han havde løbet det meste af natten i ren flugt fra noget han ikke kendte til, det var i hvert fald ikke menneskeligt!
Casuel nåede til en krydsning af en anden stig hvor han endeligt stoppede op og så sig ordenligt omkring. Han havde en meget tung vejrtrækning og benene under ham rystede af træthed og kulde, hvor meget kunne han klare igen? Han besluttede sig dog at tage en anden sti frem for den han havde løbet af, og drejede derfor hen af en anden og begyndte at løbe så hurtigt han over hovedet kunne (hvilket var lige så hurtigt som at trave), for at komme så langt væk fra stien som muligt..
... Der gik dog ikke lang tid før han så småt begyndte at gå igen, tunge skridt, en efter en som blev langsommere og langsommere. Til sidst måtte han stille sig op af et træ, med ryggen mod barken, gispende efter vejret, og øjnene lukket træt i.

[Alexandra Evans]

Kareten buldede afsted og Alexandra sad mageligt tilbage lænet i de amatysfavede sæder. Hun var træt og glædede sig til at komme hjem til sit slot og sin seng. Hun var meget magelig og var meget irriteret over at hendes sko var smudset til af mudder fra Grevens gårdsplads. Havde hun vist forhandlingerne ville trække sådan ud ville hun have arrengeret sovemuligheder i Aduran men nu måtte hun hjem tidlig morgen før det overhovedet var lyst.
Hestene var hvide, næsten sølv farvede og skummede voldsomt om mulerne og kusken var ikke bild med pisken. Han turde ikke andet end at bringe sin Baronesse hurtigt hjem da han viste hvor rasende hun kunne blive over intet.
Hestene rundede et hjørne og de foreste to bremsede hårdt op og den ene stejlede vrinskende over væsnet på vejen. Alexandra lænede sig lidt frem, vippede gardinet til side og kikkede ud i det dunkle morgen lys. Hun kunne ane et væsen på vejen og Hestene nægtede at passere det. Måske var det pisken der stressede dem for meget og hun sukkede irriteret.

[Casuel]

Casuel så ned af sig selv, han kunne se hvor gennemblødt han var blevet, han syntes dog det var lidt underligt han ikke selv kunne mærke det. Rystende på hovedet trak han sig ud fra træet og begyndte at gå hen af vejen igen, han havde ventet lidt for at få lidt klarhed og energi til benene. Men nu skulle han videre, finde et sted han kunne i det mindste få noget søvn.
Han traskede videre, uden rigtig at høre hvad der skete foran ham, og opdagede derfor ikke hestevognen som kom stormende imod ham. Ikke før de stoppede op direkte foran ham opdagede han dem hvilket gav ham et utroligt stort chok! Hans øjne blev store og han følte næsten sit hjerte gå i stå. Han falde ned på enden og gispede efter vejret imens han så de store heste vrinske og stejle foran ham "oh" var det eneste som kom ud af hans mund, han var næsten tør for luft.
Kun få sekunder efter kom tankerne tilbage til ham, og han kom hurtigt op og stå på fødderne, hvor han så begyndte at halte frem forbi hestene og var tæt på at komme forbi vognen men falde på knæ lige ved siden af den, hans ben kunne ikke bære ham mere, han var tømt for energi, fra top til tå. "ikke godt" mumlede han før han vente blikket til siden, mod hestevognen "red en engel fra undergang" mumlede han mod hestevognen med den stemme han kunne få ud, før kroppen så ramte jorden med et bump.

[Alexandra Evans]

Alexandra så ud af vinduet og rynkede på næsen. Manden var beskidt og lugtede og hun var ikke meget for at få ham ind i kareten. Hun hørte hans ord og overvejede lidt sit næste træk. En Engel ville være god at have med sig, men de havde tit retfærdigheds komplexer som også kunne komme til at stå hende meget i vejen. Efter at have overvejet sine muligheder gav hun kusken besked på at få manden op i vognen. Hun måtte vide om han havde et standpunkt. Det undrede hende at han ingen vinger havde, men hvis han løj for hende ville hun straffe ham.
Hun dækkede sin næse og mund til med et hvidt tørklæde og vendte blikket ud af vinduet igen mens kareten rumlende satte i gang igen og satte kursen mod slottet der lå mange mil borte.
Hun trak vejet dybt gennem lommetørklædet og undlod at se på den beskidte mand. Hun hadede alt der var beskidt og ulækkert og en svedig beskidt mand lå øverst på den liste. Kareten kørte næsten en time mere før den endelig rullede ind på den velkendte gårdsplads. Solen havde nået bjergtoppen og badede gårdspladsen i et mildt lys. Alexandre så mod manden for at se om han var kommet til sig selv.

[Casuel]

Casuel havde lukket øjnene og følte derfor kun at han blev løftet op og lagt ind i hestevognen, han var dog for udmattet til at åbne øjnene og se hvad der skete rundt omkring ham.
Timen der gik føltes som en evighed, men en fantastisk evighed, han lå blødt og rart, skønt han var is kold og gennemblødt, og ville nok fugte sine omgivelser ret godt til.
Først da vognen pludselig stoppede igen blev åbnede han øjnene. Han så ned af sig selv og kunne føle at han havde fået en smule energi, og fik derfor sat sig op imens han gloede meget undrende omkring sig. Det første der rigtigt fangede hans øjne var damen der var i vognen, en dame som fik ham til at få lidt store øjne *er det sådan en fin dame som samlede mig op??* hvor han så gloede lidt rundt for at se hvor han var enlig. Han fik store øjne da han så gårdspladsen og måtte synke en klump over udseendet, "hvor.. er jeg?" spurgte han undrende og kunne ikke genkende noget som helst her. Han vente blikket mod damen og så undrende på hende, dog med ærefrygt for hun så stærk ud i blikket.

[Alexandra Evans]

"Amatystpaladset" Svarede hun blot da døren blev åbnet for hende. Hun rejste sig og trådte ud. så snart hendes fødder nærmede sig jorden opstod der stærkt amatystfarvede felter så hendes sko ikke blev beskidte og hendes kjole heller ej. "Få ham gjort i stand og bring ham så til mig" Beordrede hun en tavs tjener uden så meget at se på manden. Hun kastede et kort blik over skuldren mod vognen og manden i den. "Og få vognen gjort ren, skift alt ud om nødvendigt.." Hun begyndte at gå og felterne under hendes fødder agerede som brosten og var hårde som ja, ædelsten. Hendes hæle gav lette smæld mens hun gik og bag hende flagrede det lette sjal hun havde over sin lilla kjole. Hun gik ind på paladset hvor hun satte kurs mod køkkenet. Hun lavede selv sine ting, hun havde alt for mange fjender til at risikere noget. Efter at have lavet en kop te gik hun mod sit arbejds værelse.
Hele slottet var hovedsageligt lavet af sten eller marmor. Men i alle rum var der mange glødende, ikke lysende men meget faste kraft felter der holdte sammen på noget eller simpelthen var til pynt. Nogle steder var enddog sten i muren erstattet med glødende amatystfarvet energi. Som om at alt hvad der kunne have været gammelt og faldefærdigt ved slottet var erstattet af felter og resten var som det oprindeligt var. Storslået og frygtindgydnede. Hun satte sig på sin stol med vinduet i ryggen og satte tekoppen fra sig. Hun fant nogle dokumenter frem og en ældgammel bog skrevet på et sprog ingen indfødt ville forstå.

[Casuel]

Casuel gloede undrende på damen, og skulle lige til at spørge om hvilket land det var i? Men at hun pludselig gik ud og at det begyndte at gløde under hendes fødder, hvilket fik ham til at slå øjnene helt op *OH HVAD!?* var det eneste som sprang op i hovedet på ham.
Han ville gerne havde siddet i lidt til og bare gloet på det han så lige nu men han blevet revet ud af vognen af en stærk hånd. Han gav et gisp fra sig imens han blev slæbt ind i slottet. Han gjorde ingen modstand til at starte med for øjnene gloede blot rundt på det fantastiske syn som mødte ham, han havde aldrig set noget så smukt før, og samtidig så meget af det! Først da han kom ind og skulle have tøjet af begyndte han at protestere en del, men fik intet valg.
Efter et kvarters bad kom han tumlende ud i et par fine bukser, skjorte og et par sko. Han gloede lidt ned af sig selv *det ser godt nok gammeldags ud* tænkte han lidt og gyste lidt ved tanken om at de havde direkte revet hans tøj af før. Kort så han rundt før en tjener så kom hen og viste ham vej til en dør. Han gloede kort på tjeneren men nåede ikke at sige noget før han blev skubbet hårdt ind i rummet. Han var tæt på at vælte på vejen ind men endte med at stå ret inde i midten af rummet. Han gloede let rundt og følte sig ret lille i rummet, ikke på grund af størrelsen, med udsmykningen, det var virkelig smukt. "wow" kom det kort fra ham imens han havde tabt underkæben en smule og savlede lidt. "hvor det smu.." mumlede han før han kom i tanke om at han nok var skubbet der ind for en grund og skyndte sig at glo rundt og fik øje på damen som sad på en fin stol og drak noget væske "t-tak for at have samlet mig op!" kom det fra ham og bukkede hurtigt og dybt mindst 5 gange.

[Alexandra Evans]

Alexandra betragtede manden, det hadve hjulpet gevaldigt med det bad måtte hun sige, og noget anstændigt tøj. Hun lænede sig tilbage og nippede til sin te mens hun betragtede ham vurderende. "Sæt dig.." Sagde hun blot, kort og kontant. Hun rettede sig op, foldede hænderne på bordet foran sig, oven på den mærkelige bog.
"Sig mig så Engel.. Hvor er dine vinger?" Hun lagde hårdt ud og havde ikke tid til small talk. Mandens adfærd undrede hende meget. Han virkede chokeret og overrasket. Jo Forcefielders var ikke den mest befolkede race og da slet ikke i hendes klasse. Men alligevel virkede hans faciantion af det hele slående og gjorde hende urolig. Hvis hun havde slæbt en drunket mus ind der vist sig at være landsbyens tosse måtte hun slå ham ihjel blot for at bevare sit i forvejen skrøbelige ry. Hun afventede at han satte sig mens hun betragtede ham uden at sige mere. Det måtte være hans tur til at tale og hun var allerede utålmodig. Hendes kulsorte hår var sat op så det var væk fra hendes ansigt men stadig hang løst ned over hendes bryst og næsten til hendes navle. Hun havde en lilla silke kjole på og et let blålig sjal der gik helt til jorden uden over. Hendes hud var hvid som sne og hendes øjne hårde og blågrå. Der var ingen varme at spore i hends fejlfrie ansigt.

[Casuel]

Han tøvede ikke og satte sig ærefrygtigt på stolen hun havde henvist til. Han sank en klump da hun nævnte 'engel' og måtte bide sig lidt i læben over han faktisk havde sagt han var engel *mund hun kender til engle? siden hun spørger efter mine vinger?* tænkte han undrende og smilte skævt, han kunne se på hende at hun nok ikke var typen man skulle lyve over for. Han rømmede sig og rettede ryggen med et smil, "mit navn er Casuel, og jeg er en HalvEngel" sagde han og nikkede beskæftigende. Han måtte dog trække lidt på smilet da det kom til vinger, "jeg har ingen vinger desværre, de.. de kommer ikke på os" sagde han og sank en lille klump, han var ærlig, men hvor ville ærligheden mund bringe ham hen her hos hende? Han rømmede sig dog let igen "men må jeg spørge hvad navnet er på min livsreder?" spurgte han hende undrende, "og hvor jeg er enlig?" kom det så bagefter og så sig kort omkring.
Han havde en rolig vejrtrækning, intet at skjule, men han tænkte også det nok var bedst at ligge lidt lavt med information.
"og er jeg sikker her?" spurgte han hende så undrende og lagde hovedet en smule på skrå, han var meget undrende, men også ret fortryllet af hendes udseende, hun så faktisk ret smuk ud skønt der ikke kom noget farme fra hendes smukke ansigt. Hans øjne vandrede dog også en smule ned fra hendes ansigt og ned af hendes krop, en smuk kjole på en velformet krop, han syntes det begyndte at blive svært at koncentrere sig med at holde hovedet lige og ærligt. Øjnene var mest hen over hendes brystkasse, men efter han begyndte at mærke sine kinder blive varme fik han øjnene op på hendes hurtigt.

[Alexandra Evans]

Hendes øjne blev lidt smalle og hun betragtede sine negle. "Det er ikke høfligt at lyve og jeg slår meget hårdt ned på folk der lyver for mig" Sagde hun og så på ham med et koldt blik. "En Halvengel.." Sagde hun så og betragtede ham spekulativt.
"Jeg er Baronesse Alexandra Evans.. Du er i Malavien nærmere bestemt nord for Audran" Sagde hun blot og betragtede ham. Før hun slog ham ihjel kunne hun lige så godt udspørge ham lidt.
"De er helt sikker på mit slot, for alle andre end mig.. Fortæl mig hvor De kommer fra" Sagde hun og et koldt chamerende smil spillede kort på hendes læber. Et smil der havde et formål og kun et. At få alle oplysninger ud af ham ved at lade ham være i den tro at hun var ufarlig. Det virkede ikke altid dog.
Hun var lige glad med hans vandrende blik. Hendes kjole var nedringet for at hun kunne bruge sine kvindlige fordele til at få sin vilje - så hvis det virkede for ham var det nok for hende. Hun tog tekoppen og nippede atter til den varme te mens hun afventede hans svar.

[Casuel]

eHan måtte glo lidt før han kom til sig selv igen, alt det hun lige havde sagt fik hans tanker til at spinne rundt som en snurretop. Han måtte samle tankerne lidt og svare så godt han kunne for hun havde sagt han var sikker så han måtte vel vise hende lidt tillid også. Det sagde hans sind i hvert fald.
"jeg er fra.. et andet sted end her, et sted som er langt væk fra tror jeg, mit sted hedder Oxford, et stort sted som er fyldt med mennesker, en del af min race vil jeg tro. Jeg har ingen anelse om hvordan jeg kom så langt væk, jeg har løbet hele natten for at slippe væk fra noget jeg ikke ved hvad var, kun at de kan dræbe." sagde han og kløede sig lidt i nakken "skønt er jeg halvengel, men.. er ikke så modig" sagde han roligt. Han rystede dog kort på hovedet og sendte hende et roligt blik, "jeg ved ikke meget om det her sted, ikke ud over at en del af mig sikkert høre hjemme her, for menneskeverden er ikke let at holde sig skjult i" sagde han. Han så så undrende på hende, "men hvad vil der så ske nu? jeg tror ikke jeg er til meget hjælp ud over hvis det er fysik der skal til" sagde han og trak på skuldrende. "halvengles kræfter er trods alt lidt underlige men effektive når det endelig er" sagde han. Han så i hendes øjne, han kunne se hun var kold, men hendes smil var lokkende, som en magnet der trak svagt i hans indre. Øjnene gik stille fra hendes læber til hendes hals, og ned af hendes krop, han rettede dog hurtigt øjnene op igen på hendes øjne, dog med lidt koncentration på hendes læber, de så ret bløde ud, og smilet var tillokkende.

[Alexandra Evans]

Alexandra lænede sig tilbage og havde omgående et helt andet blik i sine kønne blå øjne. "Oxford.." Hviskede hun og rynkede brynene. Hun havde hørt det ord før men ikke for nylig. Hun mente at det sidste menneske fra portalen hun havde haft fingrene i havde nævnt navnet på byen han kom fra. Og hvis hun ikke tog fejl var det det samme navn.
"Sig mig..Casuel.. Passerede du en by og en masse vagter på din vej?" Hendes øjne tindrede næsten med kravet om at vide. Hvis ikke, var det muligt at han kunne bevise eksistensen af en anden portal - en ubevogtet en. Måske kunne hun få overtaget på den og der med skulle hun ikke spørge greven af Aduran om lov hvergang hun havde brug for krigere til sit formål. Manden foran hende var pludselig blevet meget mere spændende end før.
Hun mindede sig selv om at spørge ind til hans kræfter, måske han kunne blive en del af hendes hær og regime. Hun ville dog starte med blot at få alle informationer hun kunne ud af manden før hun besluttede hvad der senere skulle ske.

[Casuel]

Casuel vidste ikke rigtig hvad hun snakkede om da hun begyndte at snakke om en portal og mænd og en by? det var ikke hvad han havde set måtte han indrømme. Han blev dog nu også en smule bange, for hvad nu hvis hun ikke kunne bruge ham hvis han sagde at han ikke havde set det??? Casuel begyndte at blive godt nervøs og sank en dyb klump før han med en let rystende stemme "vil det være slemt hvis jeg.... ikke passerede byen og dem?" spurgte han hende stille og trådte et stille skridt tilbage før han sank en dyb klump "n..nej jeg så ikke nogen by.. eller vogtere eller noget.. jeg falde igennem et hul på vejen, hvor ting enlig begyndte at forandre sig.."
Han kløede sig i nakken og lagde hovedet en smule på skrå, "er .. de enlig en af de gode?" spurgte han hende så om direkte og trådte et skridt længere frem, "hvad kæmper i om her i verden her?" spurgte han hende meget undrende og begyndte enlig at undre sig selv over hvorfor han nu udspurgte hende? hun så jo ud til at være i langt højere status end hvad han nogen sinde ville blive.
Han måtte derfor rømme sig lidt og så ned "undskyld min nysgerrighed" kom det så stille fra ham imens han lagde armene på ryggen og sendte hende et uskyldigt blik. Han begyndte nu også lidt at tænke på om hvad hun enlig ville bruge ham til efter han havde givet alle de informationer han kunne give? ville han mund komme hjem igen? hvad ville hans familie mund sige til han nu var væk?
Han kunne mærke det summede i brystet, han var begyndt at blive urolig for dem der hjemme, hvilket også kunne ses på hans nervøse blik, og sveden der tegnede sig i hans håndflader, og de urolige træk i hans krop der fik ham til at ligne en som virkelig skulle på toilettet.

[Alexandra Evans]

Hun smilede let og rejste sig op fra stolen. Hun gik rundt om bordet og lagde sine lange bløde hænder på hans skuldre. "Det ville være fantastisk.. Hvis du ikke passerede nogle" Sagde hun med en sukkersød stemme. Hun kunne fornemme hans nervøsitet men havde ikke brug for at udvikle den. Han ville ikke fortælle hende sandheden hvis han frygtede for sit liv, så ville han sikkert sige hvad der skulle til for at overleve.
Hun trådte et skridt tilbage da han spurgte om hun var en af de gode og lagde hovedet på sned. "Jeg er god ved dem der er gode ved mig" Sagde hun og klappede ham på kinden. "Og dem der ikke er gode ved mig.. Eller dem som står mig nært.. Dem er jeg ikke gode ved.. Forstår du det?" Hun smilede atter.
"Nysgerrighed er en ærlig kvalitet som du ikke skal skamme dig over.. Hvad vi kæmper om her er vel ikke meget forskeligt fra hvad der bliver kæmpet for i jeres verden.. Men nu, Causel.. Du ser træt ud.." Hun så mod døren med et tænksomt blik. "hvad med, at du får et værelse her på slottet, alt den mad du kan spise og hvad dit hjerte ellers begære.. Og så, når du er faldet lidt til ro, kan vi forsætte vores snak?" Hun så på ham med et bestemt blik.

[Casuel]

Casuel så stille på hende og måtte bide sig kort i leben da hun lod sin hånd klappe hans kind og for ham føltes det næsten som døden havde rørt ham med en hånd der sagde 'du skal nok klare den' hvilket fik ham til at slappe lidt mere af i kroppen men også være nervøs for hvad der kunne ske nu med ham. Casuel lod let sin ene hånd glide igennem sit pandehår og vidste ikke helt hvad han skulle svare på det sidste hun sagde for der var meget han ville lige nu, og det første var at stikke af fra det her sted skønt han følte en vis sikkerhed her. Han tog sig dog let til maven og følte en let rumlen og måtte indrømme han var lidt sulten og det med 'alt den mad han kunne spise' lød ret fristende.
Casuel vidste ikke helt hvad han skulle føle omkring det her for følelserne var mixet men han gav efter for sin mavefornemmelse og tog imod hendes tilbud med et elegant buk "jeg vil være beæret at tage imod deres tilbud" sagde han så elegant han over hovedet kunne uden at lyde for overdrevet i finhed. Han var dog stadigvæk bange, og følelsen af nervøsitet sad i halsen som en irriterende klump der ikke gad at gå væk. Han kom i tanke om en del hun havde sagt "alt hvad mit hjerte begærer?" spurgte han hende så som et spørgsmål om hvad begrænsningerne var, og kort gled hans øjne væk fra hendes og vandrende ned af hendes former, men tog sig selv i at stirre for meget og skyndte sig at se op på hendes øjne igen og håbede hun ikke havde lagt mærke til at han havde 'tjekket hende ud'. Selvom han jo havde blod fra en ren race så var hans menneskelige side der stadigvæk til at prikke til hans menneskelige lyster, og et af dem var det modsatte køn.