Allinace?

[Jeremiah]

Jeremiah ventede en gæst. Dagen før var et sendebud dukket op med et dokument om, at baronesse Alexandra Evans ville komme på besøg i Aduran omkring middag den følgende dag. Han havde kun mødt baronessen en enkelt gang før til noget tam-tam på kongens slot nogle år tilbage i tiden. Hun var blevet gift med en slægtning til kongen. Jeremiah bladrede igennem nogle papirer uden at være koncentreret. Han var egentligt ret ligeglad med, hvad gimpen ville ham, men han havde selvfølgelig bedt hushovmesteren om at gøre klar til den fornemme gæst. Nej, Jeremiah ville hellere tænke over sit næste besøg i den anden verden, "Jorden", som fandtes igennem portalen, der stod nede i haven. Han havde alverdens tid, men han glædede sig nu til at han ville tage "fast bolig" derovre. Han var til stadighed ved at forsøge at lave en plan over, hvordan han kunne komme højt op i systemet. Han havde fået besked fra "de høje herrer" tilbage i hans egen dimension om, at Jorden var en interessant dimension og at der snart skulle sendes spioner derover for at finde ud af, om de kunne få noget ud af mennesker og jorden. Efter Jeremiahs mening var de ikke langt nok i deres evolution til at det var noget værd endnu. Men en eller anden dag.. Jeremiah smed papirerne på bordet og lænede sig tilbage med armene over hovedet og et stræk der fik hans ryg til at knage. Nok var hylstret ikke ældgammelt, men alderen var alligevel ved at vise sig.
Ved væggen til høje brændte en sagte ild i pejsen. Udenfor var foråret ved at sætte ind og kulden var ved at forsvinde ud af slottets sten, men kulden lurede nu stadig i hjørnerne. Jeremiah var klædt i en af de mere officielle kofter i en grønlig farve og et par mørke bukser. Derudover havde han et par lange læderstøvler og en hvid skjorte på. Nok var hylstret aldrende, men Jeremiah var forfængelig nok til at gøre noget ud af det. Og hvis han selv skulle sige det, så så han godt ud. En solstråle skinnede ind af et mindre vindue. Han kunne godt lide sit kammer mørkt, det føltes.. hjemmeligt. Dog var der i dagens anledning sat olielamper og tællelys op, så rummet var godt oplyst. En fugl fløj forbi vinduet og kastede sin skygge ind på gulvet. Jeremiah lukkede øjnene. Dagen måtte godt sætte lidt fart på, han kedede sig.

[Alexandra Evans]

Alexandra studerede sine negle med et dovent blik mens hestevognen rullede op af den lange bygade mod slottet. Hun var udmærket klar over at denne Greve ikke var til at spøge med. Men forhåbentlig viste han også at hun også havde tingene i orden. Hun var i ført en smuk blålilla kjole med et blåt salg og den sædvanlige perle i panden som for at understrege at hun var adelig – eller adelig af navn da.
Kareten holdte inde og døren blev åbnet af en tjener der viste at han ikke skulle se hende i øjnene, og Alexandra brød sig ikke engang om at tjekke om han gjorde det. Hun trådte ud og hendes høje hæle sank ned i den let plørede gårdsplads. Hun rynkede på næsen og trak lidt op i kjolen så den ikke blev beskidt. Hun hadede at være beskidt.
Dette besøg var et led i hendes årelange plan. Hun måtte vide hvor hun havde denne greve – om han ville hjælpe hende eller om han skulle skaffes af vejen. Det var ikke noget hun havde skrupler med, men hvis hun spillede sine kort rigtigt kunne hun få en magtfuld allieret som bestemt ikke ville være at fornægte.
Hoveddøren blev åbnet for hende og hun gik med knejsende nakke ind på det store slot. Slottet var dog kun en kende større end hendes eget, men hun krævede ikke mere plads end hun havde, før hun overtog slottet da.
En tjener viste hende vej og hun kastede et kritisk blik rundt på det for hende lidt slidte slot. Hun nød sine kraftfelter der satte et vist præg på hele slottet. I alle rum var de brugt til et eller andet, som for at minde alle om hvem det var der bestemte.
Men det var ikke hendes lod at kommentere på grevens hjem, og hun var også temmelig ligeglad. Døren til rummet hvor greven ventede, blev åbnet og hun trådte ind. Atter kastede hun et langsomt blik rundt for ligesom at danne sig et overblik. De mange væger fik hendes sorte hår til at virke alt opslugende og på trods af varmen i rummet forblev hendes øjne iskolde. Hendes blege hud fik dog gyldne undertoner hvilket måske klædte hende.
Hun var køn, spinkel men højere end gennemsnittet inden for kvinder. Hendes hud var mærkbart blegere og hvis ikke man viste præcist hvem man havde med at gøre, lignede hun for alle et helt tilfældig menneske. Men denne tilsyneladende ufarlige kvinde, gemte på store kræfter.
”Grev Heaven formoder jeg” Hendes stemme passede til hendes øjne, kold og kontant. Tydeligvis var hun ikke kvinden der hverken gav komplimenter eller på anden måde forsøgte at få folk til at føle sig godt tilpas.

[Jeremiah]

Jeremiah havde lukket øjnene og slappede af, da der dæmpet blev banket på døren, inden den blev åbnet og ind marcherede en flot ung kvinde. Greven sænkede armene fra deres hvileposition oven på hovedet og rejste sig fra den store behagelige stol, mens han lod sine skarpe grå øjne glide over baronessen. Hendes udstråling var ikke til at tage fejl af - magt, kulde og selvoptagethed. Med en kort bevægelse rettede Jeremiah på koften og antydede så et let buk med en stiv overkrop. "Baronesse." Han betragtede hendes ansigt i et forsøg på at finde ud af, hvad hun ville ham. "Hvad bringer Dem så langt fra hjemmet?" Hans stemme var dæmpet og kunne måske tages for behagelig, hvis det ikke var for en skarphed der matchede hans øjne. Intet i hans fremtoning viste hans indre følelser - nysgerrighed og dog total ligegyldighed. Det var sjældent der skete noget som helst spændende i selskab med de adelige.. intriger, magtkampe og smålighed.. intet der interesserede ham, medmindre der var noget, der kunne falde ud til hans fordel. Hushovmesteren lukkede døren bag baronessen og diverse flammer i rummet blafrede i den korte træk, der var smuttet ind i værelset. Trods al ilden var der ikke varmt, men en behagelig temperatur. Jeremiah indbød ikke baronessen til at sidde endnu, det kom helt an på anliggendet. Hvis hun erklærede krig, ikke så sandsynligt, så var det lidt ligegyldigt med en tom invitation til at sidde.

[Alexandra Evans]

Alexandra nikkede til manden ved døren for at tilkende give at han skulle lukke den og lade dem være alene. ”Jeg kommer i yderst.. Følsomt anliggende” Sagde hun lidt mere sagte mens hun bevægede sig tættere mod bordet som greven sad ved. Han var en ældre herre, og burde ikke være et problem for hende. Men hun havde lært af sig selv, at man ikke skulle dømme på det ydre.
Hun satte sig yndefuldt på en stol på den anden side af bordet over for ham. Hun lagde sine handsker fra sig på bordpladen, hun havde dem altid med, i tilfælde af at hun skulle røre ved noget ulækkert. ”Ser De..” sagde hun men tog ikke hans titel i speciel høj medregning.
”Jeg har planer. Planer som vil blive udført hvad end de vælger at sige i dag. Spørgsmålet er… Om du er med mig.. Eller i mod mig” Sagde hun og hendes øjne glimtede koldt ved de sidste ord og det var ikke svært at se at hun ikke lod noget stå sig i vejen.
”Jeg vil en dag overtage tronen.. Og når det sker vil deres område falde under min kommando.. Og spørgsmålet er om du vil finde dig i det, og samarbejde.. eller du vil rende til kongen og bilve… Elimineret på vejen” Hun gik lige til sagen tydeligvis og havde ingen skrupler med åbenlyst at fortælle ham at hun ville slå ham ihjel hvis han ikke spillede med. Men igen, ingen af de to viste vel hvad den anden gemte på. Spørgsmålet var så bare om hun præsterede enten at charmere eller skræmme ham til at arbejde med sig. Han var en vigtig del i hendes spil. Om hun var nød til det ville hun gå gennem portalen og hente sig en hær af de tåbelige mennesker, med love om guld og grønne skove ville hun sende dem i krig, og se dem dø.

[Jeremiah]

Jeremiah fulgte hende med øjnene og blev stående, indtil hun havde sat sig ned, uden invitation. Et eller andet sted irriterede hun ham allerede grænseløst, samtidigt med at hun morede ham. Åh, de små væsner og store selvopfattelse. Alligevel var der noget over hende, som gav en fornemmelse af, at han skulle passe på. Hun mindede ham om en kat, der overvejede om den gad at spise musen foran den. Han satte sig med hænderne hvilende på den tykke bordplade foran sig. Fornemmelsen af fare fik hans mave til at spænde en smule. Hendes øjne var.. specielle og han så ind i dem, mens hun talte. Nå, så hun var efter tronen? Ja, det overraskede ham egentligt ikke. Hun virkede meget ambitiøs. Det trak kort i hans ene mundvig ved hendes kolde konklusion og halvskjulte trussel. Elimineret på vejen? Hvem troede hun, at hun var? Jeremiah havde ingen planer om at rende til kongen. Han brød sig ikke om ham, en kedelig type, og desuden var han ligeglad med, hvem der styrede landet, så længe Jeremiah havde kontrol over portalen.
Han svarede hende ikke med det samme. I stedet lænede han sig lidt tilbage, mens han overvejede hendes ord. Området ville falde under hendes kommando. Ikke noget han havde planer om at give fra sig. Portalen var hans. Efter lidt tavshed rømmede han sig og lænede sig frem, så hans albuer hvilede på bordet. "Ser De, Baronesse. Jeg er fløjtende ligeglad med Dem og Deres planer. De kan gøre hvad de vil. Men De får ikke kontrollen over mit område. Det er mit. Ikke kongens, ikke Deres, men mit. Vælt de kongen, slå folk ihjel og brænd halvdelen af landet ned, men De får ikke lov til at røre mit område." Han så på hende med et blik så fast som stål. Der var ingen trusler i hans stemme, blot konklusionen om, at han ikke agtede at lade hende komme i kontrol over, hvad der var hans. Trods at hans mavemuskler var spændte, var hans holdning stadig afslappet.

[Alexandra Evans]

En kort latter forlod hendes læber ved hans ord og hun lænede sig lidt frem – fløjtende ligeglad med at kjolen var nedringet – og så intenst på ham. ”Jeg tror ikke de forstår..” Sagde hun langsomt og så stædigt tilbage, med blikket i hans. ”Jeg har ingen intentioner om at tage deres område fra Dem.. Men der vil falde nye retnings linjer som jeg forventer at de acceptere. Når jeg har herredømmet over et helt land, hvad skal jeg så med nogle marker og en by.. Det kunne blive ganske profitabelt for Dem.. Færre røvere, mindre problemer når der faktisk kommer en til magten som ved hvad hun har med at gøre.. For slet ikke at tale om at De.. For en mindre procentdel af indkomsten fra portalen, kan få del i mine… forsvarsværker” Sagde hun og smilede sukkersødt.
Hun bed sig lidt i læben og lignede lidt en kat efter fløde. ”Kom ikke og sig at de ikke har problemer med vandaler.. Alle byer og alle ledere har dem, og det har de også. Med min hjælp kunne det blive næsten problem frit.. Og så ville de have tid til.. Andre goder” Sagde hun og smilede næsten lokkende før hun lænede sig lidt tilbage og betragtede ham. Hun var ikke bange, det eneste der fik det til at prikke i nakken på hende var de mange mørke kroge i rummet. Hun hadede mørke men havde endnu ikke fundet en måde at binde lys til sin evne. Den del måtte hun desværre nok lære at leve med.
”Naturligvis forventer jeg, så frem De indser at dette virkelig kun er for deres eget bedste, at jeg kan regne med deres assistance. Folk er irriterende nok deres konge tro selvom at han ikke bestiller andet end at holde hof og drikke mjød, så jeg får muligvis brug for at passere gennem portalen for at samle nogle flere… Støtter” sagde hun mens hun betragtede sine neglebånd.

[Jeremiah]

Jeremiah bukkede hovedet lidt, dog uden at slippe hendes blik med sit, mens han lod hende snakke færdig. Hendes bare hud interesserede ham ikke, driften til reproduktion lå ikke i ham, selvom den fysiske del af det nu nok kunne være.. sjovt. Hendes latter ville måske have været smuk, men den prikkede i stedet til hans irritation. Hendes tilbud om større sikkerhed mod en mindre del af indtægten fra Portalen gav ham lyst til at le. Aldrig i livet. I stedet slog han ud med den ene hånd i en afværgende bevægelse, som skubbede han hendes forslag til siden. "Retningslinjer? Mindre del af indtægten? Han rystede let på hovedet og kunne ikke undertrykke et smil. "Du hørte vist ikke efter. Området er mit. Jeg deler ikke." Han lænede sig atter tilbage og kommenterede ikke på hendes vandal-røver-vinkel. Vandaler og røvere, ja selvfølgelig, men der var faktisk ikke så store problemer. Hans vagter var ofte på "jagt" i skovene og bønderne var så glade for hans lederskab, at de meldte, hvis de opdagede de lovløse. Han havde ikke brug for hende. Og hvad kunne hun tilbyde ham? "Jeg står ikke og mangler noget De kan tilbyde, baronesse. Mon ikke de skulle pakke deres skørter sammen og finde en mere føjelig adelig, De kan hundse rundt med. Og nu De er i gang, Deres egen portal. De får ikke adgang til min." Hun havde irriteret ham nok til, at han smækkede døren i. Desuden gad han ikke blandes ind i hendes intriger. Det ville være som at stikke hånden i en hvepserede - og han havde ikke brug for unødig opmærksomhed. Roen og freden der var omkring ham, var kun godt i forhold til den opgave han havde. Opgaven og hans egne planer. Hans blik havde fået et koldt skær og hans kropsholdning begyndte at skifte til afvisende.

[Alexandra Evans]

Hun trak vejret dybt og så temmelig irriteret ud. Ikke irriteret over hans ord eller at hendes mission ikke just var lykkes. Men irriteret over alt det ekstra arbejde. ”Jamen jeg acceptere ikke et nej..” Sagde hun koldt og så på ham. Hun hævede sin hånd og ud af det blå opstod en lang serie af sylespidse kraftfelter hele vejen rundt om hans hals. De glødede stærkt amatyst farvet og truede med at prikke hul på hans hud.
”Men før de siger deres endelige ord..” Sagde hun med et næsten sygeligt skær i sine øjne. ”Jeg kan slå dem ihjel, uden at selv den bedste healer kunne konstatere at det var andet end en sprængt arterie i deres hjerne eller hjerte.. Og hvis de ikke finder en eller anden måde at føje mig på, vil jeg ikke tøve med at gøre det.. igen” Sagde hun og rejste sig langsomt fra stolen hun sad på. ”Jeg havde virkelig håbet det ikke ville komme til det. De ville have været en fremragende allieret men jeg må jo acceptere deres tåbelige forsøg på at være dem selv tro..” hun hævede atter hænderne og smukke amatyst farvede felter opstod omkring ham og hans stol. ”Jeg kunne naturligvis også spærre dem inde i et luft tæt kammer og se dem dø langsomt…” Ironien i at hun blev ved med sin tiltaleform var tydelig og med en hurtig bevægelse forsvandt felterne igen og opstod i stedet om hende.
”Mine felter kan ikke brydes. Så det er ganske nyttelyst at sende vagter efter mig når jeg går.. Med mindre de har noget at sige Hr Greve.. Så ville jeg nyde mine sidste dage her hvis jeg var dem..” Hun smilede sukkersødt igen og trak sit sjal lidt bedre om sig, som var det en kølig almindelig sommerdag og hun ikke lige havde truet en mand voldsomt på livet.

[Jeremiah]

Jeremiah havde ikke set angrebet komme, trods at hans alarmer havde ringet siden hun trådte ind af døren. En Forcefielder, selvfølgelig. Han havde aldrig taget sig af den unge kvinde, der var blevet gift med kongens fætter, men det kunne godt se ud som om, at han skulle have været mere opmærksom.
Da de amatystfarvede spidse kraftfelter dukkede op omkring hans hals, strammedes hans muskler til i en automatisk reaktion for at undgå at stikke sig.
En pludselig vrede skød op igennem ham over hende og hendes trusler. Som en gnist der antændte en tør gammel balle hø, bredte vreden sig igennem ham og han hørte knapt hendes ord, da blodet susede i hans ører. Hun fjernede felterne og lagde dem om sig selv, men der var det for sent. Jeremiahs vrede havde overtaget.
"De skal vide, Baronesse, jeg reagerer ikke så godt på trusler." Hans stemme var kold og lød pludseligt ikke som hans egen og hans øjne var gået fra deres stærke lyse grå til en meget mørk grå farve. Da han udtalte sidste ord blæste alle flammer i rummet ud, endda også pejsen, uden at en vind rørte sig. Han rejste sig langsomt fra sin stol. Det var som om rummet blev mørkere. Lyset fra vinduet blev blegere og blegere, som om en tyk sky var gået for solen, men udenfor var himlen skyfri. Mørket blev tættere og skygger begyndte at krybe hen over gulvet som havde de deres eget liv. De nåede frem til baronessens skjold, men blev ikke stoppet af den gennemsigtige mur. Mørket var kulsort omkring dem, lyset var væk og flydende, som var det vand, steg mørket om omkring baronessens ben, samtidigt med at et var ved at omslutte greven bagfra. Snart var de begge begravet i et mørke, der på ingen måde kunne være helt naturligt.
"De skal ikke tro, at De er den eneste, der kan bruge beskidte midler."

[Alexandra Evans]

Alexandra vendte sig da han talte igen og trak på skuldrene. ”Det er deres tab, ikke mit” Sagde hun og smilede blidt som var det en simpel handelsaftale hun havde talt om. Ikke om hans liv. Hun så vreden boble i hans blik men kunne dårligt bebrejde ham. Hun havde været lidt hidsig men det var virkelig en dårlig dag og hendes sko var blevet sølet til af mudderet i hans gårdsplads.
Hun kunne dog ikke lade være med at bidemærke i skiftet i hans stemmeleje og hun rynkede kort sine bryn i et forsøg på at finde ud af grunden til at lyden af hans stemme ændrede sig. Hendes blik flakkede og i et millisekund kunne man ane et uroligt træk om hendes læber. Lyset forsvandt og hun trak sjalet om sig da rummet var overladt til skygger, og til sidst til intenst mørke.
Hun bed tænderne sammen da det hele langsomt begyndte at give mening. ”Skygger..” Hvislede hun koldt og smilede kort i et forsøg på at bevare sin selvsikre facade. ”Aha.. så rygterne taler sandt.. De ord der er talt af landsbytossens mund har rod.. Greven er ikke den samme.. Greven er besat.. Ingen væsner fra vort sted kan gøre dette..” Hun tvang sine fødder to skridt frem, intet fysisk kunne bryde gennem hendes skjold så med mindre han ville kvæle hende med mørket var hun nogenlunde sikkert. Hun kunne kun svagt ane sine skjolde og alt andet var mørkt. ”Sig mig..” Sagde hun og lagde hovedet på sned.
”Jeg har altid spekuleret på.. Kan du mærke hans sjæl.. Gør den modstand? Kradser mod det der holder den stangen?.. Eller er den forsvundet i tidens limbo? Tabt for alle der ikke ønsker at lide en skæbne som grøntsag?” Hun grinede lidt og vendte sig om, hun havde ingen anelse om hvor han var.
”.. Havde det været mig der skulle besætte et væsen.. Ville jeg have valgt en med et bedre udseende..” Sagde hun så da hun jo ingen chance havde for at vide hvor døren eller lyset var henne.

[Jeremiah]

Jeremiah forbandede baronessens skjolde. Hvor ville han gerne have fingrene i hende.. eller retter, hænderne om hendes hals. Mørket havde lagt sig, selv lydene var dæmpede. Det var beroligende og Jeremiah kunne allerede mærke sin puls sænke farten og vreden træde en lille smule tilbage. Trods mørket havde Jeremiah ikke de store problemer med at se - som menneskenes infrarøde kameraer eller som natdyrs skarpe syn. Baronessens usikkerhed om, hvor han var, hjalp lidt mere på hans vrede. Han lyttede til hendes ord og knyttede hænderne, hårdt. Nå så der var rygter om ham? På den ene side var det en meget dårlig nyhed. Ingen skulle regne ud, hvad ham var. På den anden side, så tog han det ikke så tungt. Intet var kommet ham for øre og så længe ingen dæmonuddriver fik nys om det.. Han tog en dyb vejrtrækning og bevægede sig frem foran skivebordet, hvor han lænede røven mod bordkanten og lagde armene over kors. Selvom baronessens attitude stadig var kold og overlegen, kunne Jeremiah godt fornemme hendes facade krakelere lidt. Mørke skræmte folk. Altid. Han kunne forsøge at gøre mere ved hende, men af en eller anden grund, gjorde han det ikke. I stedet spekulerede ham på, hvad han skulle gøre. Hun havde regnet ham ud, ingen tvivl om det. Og nu havde hun noget at bruge i mod ham. Endnu en grund til at slå hende ihjel. Men han kunne vel godt underholde sig lidt, inden han slog hende ihjel, så han besluttede sig for at svare på hendes spørgsmål. Selvom hun ikke kunne se det, trak han på den ene skulder. "Han er væk. Han holdt ud i et par dage, men forsvandt så ud i mørket." Jeremiahs stemme var tilbage i sit oprindelige stemmeleje og lød neutral. Han svarede ikke på hendes sidste forsøg på en fornærmelse. Jeremiah var fuldkommen ligeglad. Jeremiah havde haft magten til formålet og hvis han havde lignet en ork havde Illiarun stadig besat ham. "Og ja. Han kradsede til det sidste."

[Alexandra Evans]

Hun drejede sig igen, fornemmede hans stilhed og irritation som mørket formede sig. Hendes hjerte hamrede og hun forsøgte at holde sig selv helt rolig selvom at det var svært. Mørket gik hende på og havde hun ikke allerede haft sine skjolde oppe var det nok gået meget anderledes dette.
”De ved vel.. At ved at stå sammen med mig og hjælpe mig mod tronen, kan jeg hjælpe Dem.. Lukke for rygterne en gang for alle.. Ingen behøver at kende deres hemmelighed.. Ingen behøver at vide noget og kalde på præster og uddrivere..” Hendes stemme var slesk og hun havde tydeligvis noget for øje. Hun kunne se hvordan hans kræfter kunne komme hende til gode, hvordan hans evner kunne blive en vigtig del i hendes plan. Men det var for sent at charmere ham, for sent at tale med søde ord.
”Ingen behøver at vide andet end hvor retfærdig og velhavende greven af Aduran er.. Hjælper du mig ikke.. så kan jeg ikke garantere hvor længe folket vender det døve øre til. Hvor længe de lader tingene stå til. Kongen skulle jo nødigt kræve at Greven står skoleret og forklare sig..” Hun vendte sig igen mod det sted hun troede han var men til sidst lukkede hun øjnene og lod sine andre sanser tage over.
Hun stod lidt og så tænksom ud. ”Jeg må indrømme at mit kendskab til Greven ikke strækker sig ret mange år tilbage, så det har nok altid været dem.. Jeg har altid set ham som svag og.. En kende fraværende.. Så da jeg kom her var det for at få en, middelmådig allieret.. Jeg havde ikke forventet dette. Sådan en evne, sådanne kræfter.. Jeg må indrømme at mine tanker omkring en alliance pludselig er på helt andre niveauer.. Med disse evner” Hun grinede lidt og slog ud med armene. ”Det er jo mere end jeg overhovedet kunne have drømt om..” Sagde hun og et selvsikkert smil spillede på hendes læber. ”En skygge dæmon..” Hviskede hun med et gran af respekt.

[Jeremiah]

Jeremiah løftede hånden og studerede sine negle, mens hun snakkede. Ville han kunne stole på, at hun ville kunne holde sin kæft? Ja, måske. Han havde jo også noget på hende - hendes plan om at drive kongen fra tronen. Om Jeremiah så blev drevet hele vejen tilbage til sin egen verden, så ville han komme tilbage og fortælle kongen, hvad der var ved at ske i hævn, hvis hun sagde noget. Da tanken var tænkt, lyttede han straks bedre efter hendes forslag om en alliance. Han betragtede hende igennem lyset, som hendes skjolde var i hans mørkevante øjne. Hun var en smuk ung kvinde med en stærk drift og ambitioner. Måske han ville kunne få noget ud af hende, som kunne hjælpe hans egne planer. Det ville i hvert fald være nemmere at bruge portalen, hvis han ikke hele tiden skulle skjule sine intentioner.
Hendes ord om hans evner og hendes respekt for ham satte sine spor - Jeremiah havde høje tanker om sig selv, og det var altid dejligt at opleve andres respekt. Med et suk løftede han hånden og knipsede - mest for showets skyld - og mørket i rummet forvandlede sig til noget der lignede røg, som gled tilbage til de naturlige skygger i rummet, som vand der løb ud, og der kom ild tilbage i stager, lamper og pejsen, som havde det aldrig været væk. Gud, hvor han elskede den evne, en skam han ikke kunne beholde den, den dag han skulle efterlade kroppen. Han missede kort mod lyset og betragtede så baronessen med et tænksomt blik.
"De får lov til at leve.. Men husk.. jeg har også noget på Dem." Han satte hænderne på bordpladen 0g bukkede den ene ben, afslappet, men alligevel klar til, hvis hun skulle forsøge sig på noget nyt med sine ulækre skjolde. "Hvis De på nogen måde skal forvente hjælp fra min side af, til Deres planer.. Så må De give noget igen."

[Alexandra Evans]

Hun drejede sig da mørket forsvandt så hun atter stod med front mod ham. Et koldt grin sad på hendes læber. ”Ja hvem vil de tro på. En baronesse i sorg over sin mand og skæbne.. Eller en dæmon..” Sagde hun og hævede øjenbrynene. ”Hoffet er langt mere fordomsfulde end jeg.. Men prøv da blot?...” Hun gik frem mod bordet igen og et tilfreds smil spillede om hendes læber. ”Give noget igen?” Sagde hun langsomt og satte hænderne på ryggen af den stol hun havde siddet i med en afslappet holdning.
”Og hvad kunne en Greve som de ønske som de ikke allerede har? Jeg har jo allerede tilbudt dem andel i mine forsvarsværker, du har selv set at de er ganske effektive.. Guld og juveler har de formodentlig nok af.. Land mangler de ikke.. De har alle de tjenere og kvinder de kan ønske dem.. Så sig mig Grev Heaven.. Hvad kan jeg give Dem, som de ikke allerede har?” Hun så på ham og det var tydeligt at hendes blik var ærligt. Hun mente skam hvad hun sagde, hvad kunne hun give ham?
Jo der var da små ting som hun måske kunne sætte i stand som han ikke kunne. Men hun ville hellere høre fra ham hvad han havde i tankerne som hun kunne give ham. Det var jo ikke fordi deres besiddelser var så forskellige. Hun havde jord, det havde han også. Guld, juveler, tjenere og tjenerinder. Det eneste hun havde som han ikke havde var hendes fabelagtige evne.

[Jeremiah]

Jeremiah trak på den ene skulder og så på hende med et blik fyldt med alvor. "Tør De tage chancen?" Med et dæmpet gab strakte han sig, kun for at demonstrere sin "afslappethed". Herefter blev han atter alvorlig. Det var en seriøs samtale - hvis den gik galt.. død, ødelæggelse, krig, hvem ved? Han slog ud med den ene hånd, som han fremlagde sit krav. "Hvis De kommer på tronen.. Så vil jeg, og mine overordnede, have fuld kontrol over portalen.. og lov til at tage så mange hylstre vi har brug for.. Uden spørgsmål." Han lod blikket hvile på hendes ansigt. Solen skinnede atter frisk ind af vinduet og man kunne høre de almindelige lyde udefra - arbejde i gården, hvor en hest vrinskede, pumpen knirkede og en vogn kørte igennem porten. En fugl sang sin høje trille og en anden svarede. Hvis han havde været et "naturligt" væsen, havde han måske været tiltrukket af baronessens skønhed - og en del af ham var da også - men som dæmon var han uinteresseret. Ville de kunne have en aftale, der holdt stand? Ville de kunne alliere sig og leve fordrageligt side om side? Af en eller anden grund mente han nu nok det kunne lade sig gøre, men han kunne også se en del skænderier foran sig. Hvorfor vidste han ikke, men han stolede på sit instinkt. De var to stærke sind i mod hinanden, begge med krav de ville have opfyldt, begge lige dårlige til kompromis, det havde dagens samtaler bevist. Nå ja, det ville ikke gøre noget, han kunne aldrig bruge lidt spænding, dagene var uendelige og ens og kedelige som velopdragent væsen i denne verden.