Langt hjemmefra

[Joshua Walker]

Stilheden i Malaviens skov blev afbrudt af lyden af et 'knald' fra den skjulte portal skjult mellem tætte træer og krat. Ud fra den skjulte portal faldt en skikkelse hårdt mod jorden, og blev liggende stille i et minuts tid, før den langsomt bevægede sig. Den mandlige skikkelse stønnede dæmpet og tog sig til panden, idet han satte sig op med ryggen mod den nærmeste træ og forsøgte at orientere sig selv.
"Hvad... hvor...?" Joshua holdt hånden på sin pande mens han forvirret så sig omkring i sine omgivelser. Hvad var der blevet af den beskidte gade i Oxford? Han kunne ikke huske at der skulle have ligget en park i nærheden. Han rynkede brynene inden det begyndte at dunke smertefuldt i hans hoved, og han var igen nødt til at lægge panden i hænderne. "Hvor er jeg?" mumlede han stille, henvendt til sig selv. Han kunne ingen biler høre, ligesom han ikke kunne høre lyden af mennesker. Han kunne kun høre lyden af naturen omkring sig, men selv den lød forkert. Han kunne høre lyden af dyr inde i den mørke skov, men det var ikke de dyr han havde forventet at høre i Oxford. Det lød som om en ulv hylede i det fjerne, og han rejste sig hurtigt op fra sin plads. "Hallo?" kaldte han prøvende. Han var ikke gået så langt væk fra sin gruppe, de måtte da være i nærheden. "Er her nogen?" Intet svar. Joshua begyndte at blive urolig, og begyndte langsomt at bevæge sig gennem skoven, i en søgen efter landemærker han kunne orientere sig ved.
Joshua gik i flere minutter uden at se noget han genkendte, og lige idet han begyndte at tro at skoven var uendelig, trådte han ind i en lysning, med en sø i sin midte. Han sukkede dæmpet: det ville være nemmere at orientere sig i det åbne end inde i den tætte skov. Han skyndte sig over til vandet og så sig igen omkring. Han stivnede, da han så en enorm bygning i det fjerne. Det lignede et stort, gammelt slot, og det så nærmest ud til at gløde... Men der skulle da ikke være sådan et slot i Oxford? Joshua satte sig ved søens bred og forsøgte at få orden i tankerne. Det slog ham: ring til politiet! De burde kunne hjælpe ham! Han fandt hurtigt sin mobiltelefon frem, kun for at stirre fortvivlet på skærmen. "Ingen dækning?" Han rystede stille på hovedet, og tastede hurtigt det engelske nødnummer ind, men heller ikke det førte ham nogen vej. Han kunne kun den tomme ringelyd, men ingen der svarede. "Hvor er jeg?"

[Alexandra Evans]

"Vi burde virkelig ikke gøre dette.. Ladyen bliver rasende.." En spinkel pige stemme kunne svagt anes fra en nært liggende sti ikke mange meter fra søen. Kort efter kunne man høre en hjertelig latter, tydeligt fra en mand. "Du skal ikke være så bange Isobell.. Ladyen er sikkert ikke så slem som du tror - du har kun arbejdet der i seks måneder" En knasen i underskoven indikerede at parret var trådt af stien og var på vej mod søens vand.
"Du forstår ikke James. En gang spildte jeg hendes te.. Hun lænkede mig i tre dage uden mad.. Og teen var kold!" Parret kom til syne nogle hundrede meter fra Joshua.
"Hun.. Havde sikkert andre grunde til at gøre det. Du bliver nød til at slappe lidt af.." Manden lænede sig ind i til kvinden og kyssede hende passioneret. Kvinden rødmede let, men i det manden trak sig fra hende fik hun øje på den anden skikkelse.
Et kort hvin hørtes fra hende og hun gemte sig bag manden.
"Hvem er der?!" Manden stod beskyttende foran kvinden. Aftenens skumle lys gjorde det svært at se ansigtskontuerne men mistænksomheden var tydelig blandt parret.
Sekunder efter kunne man høre en hestevogn komme rumlende på vejen fra før. Den gjorde et voldsomt hold og en dør gik. "Miss Jones.. Kom tilbage på slottet med det samme, du er heldig at det var mig der opdagede du var væk og ikke Ladyen.." Pigen panikkede tydeligt og havde godt fast i mandens arm. "Du godeste.. Det er oldfruen" Hviskede hun panisk og skævede til Joshua.

[Joshua Walker]

Så snart Joshua hørte lyden af stemmer havde han lagt sin telefon tilbage i lommen og vendt blikket mod lyden. Han kunne se en mand og en kvinde, men de gik iklædt noget mærkeligt tøj. Han kunne have svoret på at det var omkring hvad han forestillede sig tjenestefolk gik iklædt for flere hundrede år siden – var han kommet til at vandre lige ind i en slags festival af en art? Han rynkede brynene og betragtede dem på afstand, da kvinden lod til at bemærke ham, og gemte sig bag manden. Han skulle lige til at svare på kvindens spørgsmål, så han måske selv kunne få svar på sine egne spørgsmål, men så langt nåede han aldrig før lyden af en hests vrinsken lod sig høre, og en stor hestevogn troppede op. Joshua blev kun endnu mere forvirret. Oldfrue? Var det ikke hvad de kaldte den der havde ansvar for tjenestefolk for længe siden? Han rejste sig langsomt fra søbredden og gik tøvende nærmere. Hvis han virkelig var trådt ind på en slags festival hvor han egentlig ikke burde være, burde de vel kunne fortælle ham hvordan han skulle komme væk?
”Undskyld?” startede han forsigtigt, mens han nærmede sig vognen og hvem han gik ud fra måtte være tjenestefolk for denne ’lady’. ”Jeg er vist faret lidt vild. Jeg leder efter Park End Street. Jeg har forsøgt at ringe efter hjælp, men jeg får ingen dækning på min mobil herude.” Han sendte dem et prøvende smil, men tjenestefolkene så stadig paniske ud, og han kunne ikke rigtig se denne ’oldfrue’ inde i vognens mørke. ”Jeg ved ikke hvad det er for en slags samling I har, men hvis I kunne hjælpe mig skal jeg nok gå min vej så I kan fortsætte i fred.” tilføjede han med et imødekommende smil.

[Alexandra Evans]

Parret udvekslede et forvirret blik og trådte et skridt tilbage. Det virkede som om de ikke anede hvad han talte om, og den første der talte var da også oldfruen der åbnede døren. "Miss Jones.." Sagde hun og kvinden så beklagende på manden før hun skyndte sig ind i vognen. "Mr Clarkson.. Har De hørt om en sådan kaldet gade?" Oldfruen var måske omkring halvtreds, hendes lyse hår var sat op i en stram knold og ud over hendes mørke hør kjole havde hun et gråt forklæde.
Kusken rystede langsomt på hovedet og så mistroisk på Joshua. Manden kvinden havde fulgtes med var forsvundet og oldfruen så strengt på Joshua med et meget misbilligende blik på hans påklædning. "Jeg er bange for vi ikke kan hjælpe dem. De burde passe på her ude, skovene er ikke et venligt sted..."

[Joshua Walker]

Deres forvirrede blikke fik kun Joshua til at blive endnu mere forvirret. Park End Street var ikke ligefrem hovedgaden i Oxford, men det var da alligevel en stor nok gade til at dem der var i Oxford måtte vide hvor det var henne. Han kunne da ikke have endt udenfor Oxford, kunne han? Det slog ham pludselig at han måske ikke faldt inde i gyden: måske var han blevet slået ned og kidnappet, og dumpet herude i skoven. Men det forklarede stadig ikke hvorfor han ingen dækning havde. Han rystede let på hovedet, og så på oldfruen da hun kiggede ud fra vognen, og han fik et ordentligt blik på hendes ansigt.
”Det forstår jeg ikke… Men kunne jeg måske få et lift til byen? Jeg aner ikke hvor jeg er henne, så hvis jeg bare kan blive kørt til civilisation, kan jeg forhåbentligvis finde vej derfra.” forsøgte han. Oldfruen og kusken gik klædt i samme stil som tjenestepigen og manden hun var kommet med, men Joshua begyndte at blive i tvivl om det nu også var en festival han var gået ind i. De virkede næsten lidt for meget in-character i forhold til hvad han forventede af deltagere på sådan et arrangement. ”Jeg skal nok betale for benzinen… Eller hø, eller hvad I nu fodrer hesten med.” tilbød han.

[Alexandra Evans]

Oldfruen overvejede tydeligt situationen længe da et tordenskrald pludselig rungede højt over dem fra toppen af bjergene. Regnen ville snart falde og oldfruen overvejede kun kort. "De kan tage med os til Amatystpaladset.. Måske en i tjenestestaben ved hvad De snakker om.." Hun trak sig tilbage og lod døren stå åben for ham.
Da han var ombord satte karreten igang og kort efter faldt regnen hårdt og tungt. Den unge kvinde var tydeligt ved at gå ud af sit gode skind af både nervøsitet og nysgerrighed. Hun var ikke stolt af at være blevet taget i at føjte rundt, men hun havde også svært ved at tage blikket fra den fremmede mand.
Oldfruen betragtede ham også, men det var ikke med nysgerrighed. Det var tydelig kritik. "Jeg tror desuden vi skal have fundet Dem noget ordenligt tøj. Jeg ved snart ikke hvad De ligner.." Hun bed tænderne sammen i en snerpet mine og så ud af vinduet.
Vognen rungede og hestene skummede i det kusken endelig bragte vognen til hold foran et enormt palads. Hele paladset glødede i en svag lyserød farve, og det kunne se ud som om mange af murstenene var skiftet ud med samme farve glødende glas. Oldfruen åbnede døren og trådte ud i mudderet, opmærksom på at løfte let i sin kjole. Pigen fulgte tavst efter og de store døre gik op. Dårligt var de nået ind før en stemme meldte sig.
"Oldfrue! Hvor har De været.." En kvinde, med langt ibenholt sort hår, en snehvid hud og kolde grå øjne stod midt på trappen. Hun var i ført en blå kjole og et lilla sjal og hendes hår var sat op. "Forklar dem.. Og hvem er det?" Hendes stemme var kold og bebrejdende og Oldfruen slog omgående blikket ned. "Jeg.. Behøvede en snak med den unge miss Jones" Sagde Oldfruen og kvinden på trapperne gik frem.
Hendes bevægelser var smidige nærmest dansende. "De lyver.. De ved jeg hader folk der lyver.." Kvindes stemme var ikke vred men nærmest katteagtig og silkeblød men koldere end havets dyb. "Men.. Fordi vi har gæster.. Slipper i for nu - men lad det ikke gentage sig" Hun så strengt på Miss Jones der undveg hendes blik og skyndte sig mod tjenestefolkenes gemakker.
"Og hvad laver De i mit hjem.." Hendes blik fikserede sig på Joshua denne gang og hun rankede ryggen og gik mod ham. "De ser.. yderst mystisk ud.." Hun målte ham med blikket og hans underlige tøjstil.

[Joshua Walker]

Amatystpaladset? Joshua vendte blikket mod slottet han kunne se i det fjerne, og kom hurtigt frem til at det måtte være dét slot, oldfruen snakkede om. Han vendte blikket tilbage til oldfruen og sendte hende et taknemmeligt smil.
”Tusind tak, det er meget pænt af Dem.” sagde han, og skyndte sig ind i kareten. Da tordenskraldet havde ramt, vidste han også at regnen snart ville komme, og han ville meget hellere ankomme slottet med tørt tøj end drivvåd. Måske var slottet et slags gammeldags hotel? Han vidste at England var fuld af gamle slottet fra middelalderen, og det ville ikke overraske ham hvis man havde gjort sådan et slot om til hotel, eller bare bygget et hotel med det tema. Inde i kareten så han sig nysgerrigt omkring, både i karetens indre og ud af vinduet. Han genkendte ingen af omgivelserne, og alt udenfor vinduet så nyt ud for ham. Hans blik faldt tilbage på oldfruen da hun henvendte sig til ham, og han så lidt ned af sig selv med rynkede bryn. Han synes ellers at hans tøj havde været et meget godt valg da han havde taget det på den morgen. ”Nu havde jeg ikke lige regnet med en tur i skoven, ellers ville jeg have taget noget andet på.” forsøgte han at forsvare sig. Men samtalen gik dog ikke videre end det, og han vendte igen blikket ud af vinduet, da de nærmede sig slottet. Jo nærmere de kom, jo mere så slottet ud til at gløde i mørket. Han stirrede målløst på slottet mens kareten stoppede, og han steg langsomt ud, for derefter at gå med lange skridt mod de store døre, da de åbnede sig og en kvinde trådte ud. Joshua standsede op og stirrede på hende, og lod blikket vandre lidt op og ned af hende. Hun så ud som en kvinde med autoritet, og måden oldfruen nærmest krøb for hende bekræftede kun den teori. Han fulgte hende med blikket mens hun sendte tjenestepigen væk, og derefter vendte sig mod ham. Per ren automatik rettede han sig lidt op i sin fulde højde og sendte hende et høfligt smil. ”Deres… oldfrue tilbød mig et lift hertil. De fandt mig ved søen, men jeg er ikke sikker på hvordan jeg havnede der. Jeg leder efter Park End Street i Oxford, men Deres oldfrue vidste ikke hvor det var henne.” forklarede han. ”Jeg har egentlig bare brug for hjælp med at finde ud af hvor jeg er, så burde jeg kunne komme videre på egen hånd.”

[Alexandra Evans]

Alexandra så på manden længe mens hun overvejede hans ord. Oxford - det var det ord halvenglen havde brugt også. Hun målte ham atter med blikket og det trak let i hendes ene læbe. "Jeg har ingen anelse om hvad De snakker om.. Men det skal ikke forlyde sig i Aduran at vi afviser fremmede i regn og torden. Men tro ikke at dette gentager sig" Sagde hun og trak sjalet bedre om sig og vendte sig mod Oldfruen. "Giv ham et værelse hvor han kan tilbringe natten" Sagde hun kort forhovedet og gik mod en dør i forhallens højre side. "Sagde de.. Oxford?" Hun stoppede op i døren og lagde hovedet på skrå med et slesk smil. "Jeg vil gerne lige tale med dem. Men måske de ønsker at skifte tøj først? Deres beklædning ser.. Ubehagelig ud" Hun åbnede døren til kontoret og så på ham. "De kan finde mig her, blot bed en af tjenerne om at vise dem vej når de er klar - med mindre de ønsker at forblive som De er, så kan De følge mig nu.." Og med det sagt forsvandt hun ind af døren.

[Joshua Walker]

Joshua måtte igjen rynke på brynene mens kvinden talte. Hun vidste heller ikke hvad han talte om? Selv en person der havde levet under en sten måtte da vide at Oxford var en engelsk by. Enten vidste de virkelig ikke hvad han talte om, eller så var de virkelig gode skuespillere. Han sendte hende alligevel et taknemmeligt smil da hun bad oldfruen om at skaffe ham et værelse.
”Det er pænt af Dem.” sagde han, og skulle lige til at følge efter oldfruen, da ladyen snakkede til ham igen. Han vendte sig mod hende og nikkede let til hendes spørgsmål, før han så ned af sig selv igen. Han begyndte at føle sig malplaceret klædt som han var, og det undrede ham. Det burde da være ham der var mest normalt klædt i forhold til de andre. Med det sagt, måtte han indrømme at ladyen klædte kjolen hun var iført. ”Det er faktisk mere behageligt end det ser ud.” svarede han med et skævt smil, inden han gik ned af trapperne igen, og mod døren hun var gået ind af. ”Måske kunne De svare på et af mine spørgsmål først,” startede han da han trådte indenfor. ”hvor er jeg? Jeg genkender ingenting heromkring, og der er ingen som kan give mig klart svar på det.”

[Alexandra Evans]

Alex lukkede døren efter ham og passerede forbi ham. En svag duft af lavendel hang ved hendes hår grundet de sæber hun brugte i badet. Rummet var temmelig stort, stort nok til at have en buldrende pejs, en væg dækket med reoler og et massivt skrivehold med en passe papiere på - tydeligt var det et kontor.
Alexandra satte sig bag skrive bordet og lavede en bevægelse med hånden for at indikere at han kunne sætte sig i stolen over for.
"Jeg har en ide om hvad der er sket.." Sagde hun katte venligt og fandt et sammenrullet pergament frem fra en skuffe i bordet. "Og jeg vil gøre mit bedste for at forklare Dem det.." Et lokkende smil spillede om hendes læber og hun trak stolen ind til bordet så hun kunne samle hænderne og læne sig en anelse frem.
"Mit navn, er Alexandra Evans. Jeg er baronesse i dette land, som går under navnet Malavien.. I den seneste tid har vi haft et par stykker af din art der er dumpet ind i vores land på uvis måde - men det kan vi vende tilbage til.." Hun rejste sig og gik hen til pejsen hvor hun tog en tekop der stod på kaminen og hældte varmt vand i fra en kedel der hang over ilden. "Te?.."

[Joshua Walker]

Joshua ville normalt have brugt tid på at se sig om i sådan et rum, men han var meget mere optaget af hvad Alexandra fortalte ham. Han tog lydigt plads på stolen som hun gestikulerede mod, og stirrede lidt på hende. Baronesse? Så forstod han bedre hvordan hun kunne bo i sådan et slot… Men resten hun sagde gav ingen mening for ham. Malavien var ikke et land han kunne huske at have hørt om før, og han anså sig selv som rimelig belæst.
”Jeg… Jeg forstår ikke…” svarede han forvirret, og lagde igen en hånd mod panden mens han forsøgt at gennemgå det hun sagde. ”Jeg har aldrig hørt om Malavien, eller Amatystpaladset, eller en baronesse Alexandra… det giver ingen mening.” Han fulgte hende med blikket mod pejsen, og nikkede langsomt til hendes spørgsmål om te. ”Men… hvis jeg er ’dumpet’ ind i Malavien, og der er flere der har gjort det samme… Hvordan kommer de så tilbage? Jeg kan jo ikke bare blive her.” Han så forpint på hende, inden han indså at hun havde sagt at hun ville tale med ham. Og her sad han og vrøvlede. Han rettede sig op i stolen igen, og så undskyldende på hende. Måske ville alt sammen ordne sig, når han havde fået en god nats søvn. ”Beklager… Jeg er bare lidt fra mig… Hvad ville De tale med mig om?”

[Alexandra Evans]

Hun så på ham med et blidt blik og rørte i sin te mens hun gik tilbage til sin stol. "Det er der to muligheder for. Men jeg beder dig overveje det grundigt. Når først du har forladt Malavien er det ikke sikkert du har råd til at komme tilbage. Jeg vil nødigt tale ned om din race.. Men i er frygteligt uvidende. I har ting som legender og myter.. Eventyr og.. hvad kalder i det.. Overnaturlige ting? Alt hvad du nogensinde har drømt om.. Eksistere her.." Sagde hun og satte koppen fra sig. Hun rullede pergamentet ud og det viste et detaljeret kort over et land, med store marker, enorme skove, floder og have med det smukkeste vand. Det var næsten som om kortet i sig selv var levende. "At forklare hvordan du kom her er en lang historie. Men der findes en portalt i Aduran, ejet af greven der. En portal som man kender til i din verden, men kun ganske få. mod en god sum penge vil greven lukke dig igennem.
Men ser du. Der går rygter om en anden portal. En hemmelig portal som ingen ved hvor er. Og derfor er du en vigtig person nu" Hun rakte ud og lagde en hånd over hans for at få hans opmærksomhed. Hun smilede charmerende til ham. "Ser du.. Greven og jeg er ikke altid lige enige om hvordan tingene skal være her i landet. Og for mig, er du meget vigtig.. For hvis greven eller hans folk får fat i dig. Vil de torturere dig til din fortæller dem hvor portalen er så de får al magten. Og det kunne jeg ikke bære at se dig blive udsat for.." Om det var sandt hvad hun sagde var så som så, men den største løgn lå nok ikke i de ord hun sagde, men i at hun ikke selv ville gøre det samme som sidste løsning.

[Joshua Walker]

Joshua sad tavst mens hun talte, men jo mere hun fortalte, jo blegere blev han. Det hun sagde, lød som noget hentet ud fra en eventyrhistorie. En portal mellem hans verden og denne? Hvordan kunne sådan en ting eksistere uden at medierne ville finde ud af det? Han behøvede ikke tænke længe over det, før han kom frem til svaret: hvem der end havde kontrol over den portal – hvis den virkelig eksisterede – måtte have penge og indflydelse nok til at holde det skjult godt. Men hvis hvad Alexandra sagde passede, var han i større fare end han nogensinde troede. Han drak en slurk af sin te, i et mislykket forsøg på at berolige sig selv.
”Så… væsner jeg kender fra sagn og myter eksisterer her? Vampyrer, varulve… Alt det der?” Han greb sig umiddelbart til halsen og så sig nervøst over skulderen. Han befandt sig i et mørkt slot, siddende overfor en kvinde med en umenneskelig tillokkende natur. Men hånden hun havde lagt over hans, havde ikke føltes kold, sådan som alle vampyrhistorierne han havde læst, beskrev dem. ”Hvad gør det Dem til?” spurgte han, med en blanding af bekymring og nysgerrighed. Der var helt klart noget tillokkende over hende, lige fra hendes smil og til hendes øjne. Hendes øjne havde et skær der nærmest trak ham ind og holdt ham fanget, og det krævede al hans viljestyrke at følge med på hvad hun sagde, og han trak sig omgående lidt tilbage. ”Torturere mig? Jeg ved jo ingenting!” udbrød han panisk. ”Jeg aner knapt nok hvor jeg dukkede op henne, udover at det var inde i en skov. Jeg gik rundt i lang tid derinde før jeg fandt frem til søen, så jeg ville aldrig kunne finde frem til den igen.” Idet han sagde ordene sank situationens alvor ind for ham, og han stivnede. Han ville aldrig kunne finde frem til den hemmelige portal hjem igen, og han ville bestemt ikke risikere at greven fik fat i ham, hvis han skulle forsøge at bruge hans portal. Han lagde sit hoved i hænderne. ”Jeg sidder fast her,” konkluderede han langsomt. Han løftede blikket til baronessen, og søgte barmhjertighed i hendes blik. "Er der ikke noget De kan gøre?"

[Alexandra Evans]

Alexandra nikkede langsomt og måtte atter forundres over hvor lidt mennesket viste. Portalerne havde eksisteret i århundrede men alligevel havde de betydningsfulde fra både hendes verden og hans præsteret at holde dem hemmelige for den almene borger.
"Alt hvad du har hørt og mere til.." Svarede hun da han spurgte ind til varulve og vampyrer. Et smil spredte sig på hendes læber da han spurgte ind til hvad hun så var, men ærligtalt var hun ved at være træt af denne gang om grøden.
"Jeg er forcefielder" Sagde hun blot og satte koppen fra sig før hun lænede sig lidt ind mod bordet igen, og der med strammede kjolen op om hendes barm.
"De vil ikke tage det som et svar. Du er måske faldet ind af portalen i mørket men den er der ude og den kan betyde en skæbne for hele Malavien!" Hun så strengt på ham og trak vejret dybt før hun så ned.
"Jeg kunne måske nok finde penge nok til at købe dig en tur til din verden.. Og hvis du holder lav profil ville greven måske ikke begynde at blive mistroisk.. Men hvis jeg skal hjælpe dig, skal du hjælpe mig - det er kun rimeligt. Så bliv i landet nogle dage, og når vi har snakket om tingene så kan jeg sende dig tilbage.. Skal vi aftale det?" Alt sødmen og det charmerende var forsvundet fra hendes ansigt og forretningsgenet var tydeligt. Dog gik der ikke mange sekunder før hun atter smilede lokkende til ham. "Bliv.. De kan bo her, og få alt hvad De ønsker dem.. Alt.." Hun så på ham hen over sin tekop med et smil.

[Joshua Walker]

Joshua havde siddet med rynkede bryn mens Alexandra havde svaret. Han kunne stadig ikke forestille sig hvordan sådan en verden bare kunne eksistere, og hvordan Alexandra bare kunne forklare det for ham så simpelt. Endvidere havde han aldrig nogensinde hørt om en forcefielder, så det måtte høre ind under ’mere til’. Han skulle til at spørge ind til det, men han blev distraheret af hvordan hendes kjole tydeligt strammede op om hendes barm da hun lænede sig fremover, og fremhævede hendes kvindelige figur en anelse, og han tilbragte et halvt sekund med manglende fokus før han opfattede betydningen af Alexandras ord. Han havde bestemt ikke lyst til at en fyr som greven skulle finde en portal til hans verden, hvis det betød at han kunne finde på at overtage den. Han vidste ikke hvem eller hvad greven var, men måden Alexandra beskrev ham på fik ham til at fremstå som en virkelig farlig person. For første gang siden han var dukket op i Malavien, satte han sig til at tænke nøje over sagen, halvt ledet på vej af hendes lokkende smil og fremhævede kurver, halvt ledet på vej af hans egen desperation.
”Jeg må vel give noget for noget, så det er vel rimeligt at jeg må hjælpe dig.” sagde han endelig, og nikkede tøvende. ”Jeg skal nok gøre hvad jeg kan… Jeg ved ikke hvad det kan betyde for Malavien, men jeg har ikke lyst til at greven skal finde vej til min verden.” Havde han tænkt mere rationelt der og da, ville Joshua havde stillet spørgsmål ved hvad Alexandra ville gøre hvis hun fik tilgang til portalen, men hans desperation hindrede ham i at tænke så langt. Hans blik faldt på hende igen mens hun drak sin te, og han mærkede hvordan hendes ord fik hans kinder til at føles nogen grader varmere. ”Alt? Når De siger ’alt’, mener De virkelig… alt?” Han kunne ikke lige hindre sit blik i igen at vandre ned mod hendes fremhævede barm, men hans blik varede kun i et kort sekund. Han var dog alligevel ikke i tvivl om at det var noget hun måtte have lagt mærke til, og han satte sig lidt mere rank i stolen.