Langt hjemmefra

[Alexandra Evans]

Alexandra smilede tilfreds og rejste sig for at sætte sin tomme tekop tilbage på kaminen. Hun stillede sig så ved hans side og lænede sig op af bordet mens hun betragtede ham. "Som jeg sagde er der to portaler. De rige og betydningsfulde kan derfor rejse til vores verden og købe magiske amuletter fordi de forventer at de virker i din verden. Lige så har greven været i din verden flere gange end man kunne forstille sig. Hele grevens formue består i afgifter folk betaler for at rejse mellem de to verdener. Men der går rygter om at greven har en plan om at hente tropper ind fra jeres verden. Hjernevaske dem til at udføre hans arbejde, i sin kamp for at overtage Malavien. Derfor er det af største vigtighed at han ikke får fat i den skjulte portal.." Hun betragtede ham med et bestemt men venligt blik der yppigt skjulte hendes tanker og egne ambitioner. Det var yderst sjældent at smilet nåede hendes øjne helt.
"Alt.. Mad, vin. Søvn og kvinder. Alt hvad du vil have hvis blot du vil fortælle mig om din verden" Sagde hun og sendte ham et bedende blik mens hun lænede sig en anelse frem.
"Dog tror jeg du trænger til noget at spise og en seng at sove i først. De har haft en begivenhedsrig dag og må være træt" Hun smilede til ham og rejste sig for at gå hen til døren.

[Joshua Walker]

Joshua så kun endnu mere chokeret ud. Greven havde allerede været i hans verden? Så kunne det være endnu mere farligt end han troede. Hvis han havde set nok til at lade sig inspirere af deres teknologi, ville Malavien ikke kunne stå imod, hvis hans plan gik i opfyldelse. Han forstod dog stadig ikke hvordan nogen kunne skjule en middelaldergreve, som efter al sandsynlighed ikke var et normalt menneske, uden at nogen ville opdage det. Men det ville ikke nytte noget at tænke for meget på det, han måtte bare acceptere at det var sådan landet lå.
Alexandras svar fik hans øjne til at glimte som julelys, men han vendte alligevel blikket mod den knitrende pejs for at hans forventningsfulde blik ikke skulle være alt for tydelig. Baronessen førte sig med værdighed foran ham, og han havde ikke tænkt sig at besvare den værdighed med en reaktion der afspejlede hans mere… primitive behov.
”Noget at spise ville være rart, men jeg tror søvnen kan vente. Jeg er alt for ophidset til at kunne falde i søvn nu.” Først efter at han havde sagt det indså han den dobbelte betydning af sin frase, og rystede lidt på hovedet. ”Jeg mener… Jo hurtigere jeg fortæller Dem om min verden, jo bedre, ikke? Så det klogeste ville da være at jeg fortalte Dem så meget jeg kan med det samme?” ræsonnerede han idet han rejste sig fra stolen og fulgte hende mod døren. Selv hvis han ikke havde været så gearet op efter at have hørt alt det her, var Joshua ikke sikker på at han ville kunne finde roen til at falde i søvn på slottet. Ikke nu hvor han vidste at der kunne være farer gem i hver en krog og bag hvert et hjørne. ”Hvis det da ikke går imod Deres egne planer, kunne jeg sagtens fortælle Dem om min verden nu.”

[Alexandra Evans]

Alexandra kunne ikke skjule et tilfreds smil da han rejste sig og hævdede at han sagtens kunne fortælle hende alt nu - det lod til at hendes spil virkede. Han så ikke ud til at nære den mindste mistro til hendes planer med den hemmelige portal. Det var kun godt.
"Som de vil, men lad os trække os tilbage til biblioteket i såfald - der er mere.. komfortabelt" Sagde hun og gik ud af døren og op af den enorme marmor trappe til første sal. På vejen til biblioteket kunne man se at flere af murstenene i væggen var skiftet ud med de svagt pinke glas sten, som glødede svagt i det begyndende mørke uden for. Alexandra ledte ham ind af en stor dør hvor der var en stor kamin, to bløde stole og en sofa. Lange rækker af reoler med bøger uden lige strakte sig ud i mørket der var i den anden ende af lokalet, og det så ud som om de forsatte i det uendelige.
"Sid ned, vi kan snakke lidt før vi skal spise.." Alexandra havde ikke fået aftensmaden endnu, men problemet var at hun var så frygtet og forhadt i landet at hun alt for mange gange havde oplevet mordforsøg - derfor lavede hun al sin mad selv og det tog jo sin tid.

[Joshua Walker]

Joshua havde lydigt fulgt efter Alexandra op af marmortrappen og gennem korridoren, mens han havde kigget nysgerrigt omkring sig. Han havde specielt lagt mærke til de glødende sten i væggene som skinnede med et svagt lyserødt skær. De havde den samme glød som han havde set på slottet udefra, men han kunne stadig ikke begribe hvad de var, eller hvad de skulle gøre. Måske havde de noget at gøre med baronessens herkomst som forcefielder? Han mindede sig selv om at han måtte spørge noget mere ind til det, når han havde fortalt hende hvad han kunne.
Han trådte ind i det enorme bibliotek og lod igen sit blik vandre rundt, med en tydelig imponeret mine. Harvards universitet kunne ikke måle sig med Amatystpaladsets bibliotek, det virkede tydeligt for ham. Han kunne ikke se hvor biblioteket endte, så stort virkede det.
Han tog plads på en af de bløde stole hun havde ført ham til og satte sig godt til rette, mens han tænkte på hvad han kunne fortælle hende. Han kunne ikke rigtig give en generel opsummering af hans verden. ”Helt præcist hvad er det De vil vide om min verden?” spurgte han med et imødekommende smil. Han betragtede Alexandra som hun stod der i skæret fra kaminen, og der var noget med blandingen af hendes autoritative holdning og det dunkle skær fra flammerne i kaminen som gjorde at hun så endnu mere tillokkende ud end før. Alt hvad du vil have hvis blot du vil fortælle mig om din verden. Han kunne stadig høre hendes løfte i sit hoved, og måtte smile svagt for sig selv ved tanken, men rystede den hurtigt fra sig. ”Jeg skal nok prøve at give et så grundigt svar som muligt.” lovede han.

[Alexandra Evans]

Alexandra satte sig i den anden stol og trak sjalet bedre om sig. Gennemgående for hele slottet var, at alt var holdt i de sarte amatystfarver, lilla, rød eller blå. Det var et gennemgående tema og nogle steder var næsten hele dele af slottet erstattet af de farvede glødende felter.
Hun betragtede ilden lidt mens hun overvejede hans spørgsmål og valgte sine ord med omhu. Problemet her var, at hun kunne komme til at afsløre sin egentlige agenda for ham og dermed være nød til at tvinge ham til at tale. Men det var så meget nemmere når folk talte frivilligt.
"Hvordan er jeres verden? Er det et land, under et styre. Eller ligger i i krig? Hvordan kan i klare jer uden magien? Uden amuletter og beskyttelser?.." Hun vendte sig mod ham med et sukkersødt smil. "Jeg har kun været i to lande. Det kolde nord, hvor jeg er født. Og Malavien.. Jeg har aldrig sat fod i din verden, og greven vil ikke lukke mig igennem. Han er paranoid og tror jeg vil gå i mod ham.." Hun rystede let på hovedet og skævede ham for at finde ud af om han forstod hende som hun ønskede at han skulle forstå hende og ikke så at der måske var mere om grevens nervøsitet omkring den magtfulde kvinde.

[Joshua Walker]

Alene det faktum at Alexandra aldrig havde været i hans verden gav Joshua et godt indblik i hvor detaljeret han måtte være i sine svar. Men det hjalp alligevel at hun gav ham nogle konkrete spørgsmål, som han sad i et halvt minuts tid og funderede over.
”Til at starte med, består min verden af mange land. Mere end tohundrede, fordelt på syv verdensdele og en håndfuld verdenshave. Hvert land er styret af deres regering, eller monarki, eller diktatur. Det er forskelligt for hvert land, så det er det bedste svar jeg kan give på det. Med det sagt, er det ikke en fredelig verden.” tilføjede han med et bittert smil. ”Vi klarer os uden magi, fordi vi aldrig har haft den. Vi bruger teknologi i stedet. Elektricitet og maskiner som vi har brugt flere århundreder på at udvikle.” Han stak hånden ned i sin lomme og trak sin mobiltelefon frem, og holdt den frem mod hende så hun kunne se den. ”I min verden kan man bruge sådan en til at kontakte en person på den anden side af verden på få sekunder, og snakke direkte med den person.” forklarede han smilende. ”Når det kommer til beskyttelse, er det en mere dyster sag. Som jeg sagde er det ikke en fredelig verden, og der er som regel krig af en eller anden art, et eller andet sted i verden. Vi bruger våben, krudt og kugler, projektiler, bomber… Død og ødelæggelse, kort fortalt.” fortalte han med et smalt smil i hendes retning. Han havde ikke lyst til at forestille sig hvad greven kunne bruge den slags våben til i en verden som den her, hvor folk åbenbart faldt tilbage på magi fremfor fysiske våben. Mens Joshua havde talt, havde han overset Alexandras sidste kommentar om grevens paranoia og hans mistanker om at hun ville gå imod ham. Som Joshua så det der og da, var baronessen en kvinde som havde Malaviens bedste på sin agenda; en som ville hindre at farer fra hans verden ville blive bragt dertil. Hvis han kunne hjælpe hende, i bytte mod at få mulighed for at komme hjem, var han villig til at fortælle alt han kunne.

[Alexandra Evans]

Alexandra rakte ud og tog mobilen han frem drog mens han talte. Det var en mystisk ting og en fure mellem hendes øjenbryn kunne svagt anes. "Jeg fornemmer.. Energi.. Elektricitet i denne.." Hun så på ham og trak vejret dybt før hun rystede lidt på hovedet. "Her i Malavien hyrer man blot en telepatiker hvis man ønsker at komme hurtigt i kontakt med nogle.." Sagde hun med et let smil.
"Død og ødelæggelse?" Hun skjulte med nød og næppe en vis begejstring - hvis de allerede var i krig, var der krigere nok. Og hendes kendskab til folket fra den anden side var, at når først de havde fået en smagsprøve på magien, ville de ikke kunne modstå. Som små børn der havde fået deres første chokolademælk.
"Det lyder.. forfærdeligt.. " Hun så ind i flammerne med et spekulerende blik. Mens hun granskede hans ord mere nøje. "Våben bruges i andre lande.. Jeres våben er fysiske og massive hvis jeg forstår dig korrekt. Her i landet, kan en enkel besværgelse fra en ond warlock forbande dig på livs tid, hvilket vil være kort.. Næsten alle væsner har en eller anden egenskab der er farlig.. Jeg har ikke tal på hvor mange gange nogle har forsøgt at kaste forbandelser efter mig... Grevens folk uden tvivl" Hun smilede kort til ham og lænede sig lidt tilbage. "Er der mange mennesker i din verden?" Spurgte hun så.

[Joshua Walker]

Joshua betragtede hende tavst mens hun så ud til at sluge betydningen af hvad han havde fortalt hende om deres våben. Et sted var han ikke selv glad for våbenbrugen, noget mange af hans amerikanske venner ville kritisere ham for – for hvor ville USA have været uden deres våben? Men det var én ting at mennesker i hans verden tog våben i brug, han ville slet ikke forestille sig resultatet af væsner, der tilsyneladende allerede var farlige fra før, der tog menneskevåben i brug. Bare tanken på vampyrer og varulve med maskingeværer fik ham til at skælve svagt.
”Det er der også nogen af vores våben der er i stand til.” svarede han hende. ”For omkring 70 år siden havde vi en krig, som næsten hele min verden blev trukket ind i. Den slut blev markeret med nogen byer i den østlige del af min verden der blev bombet af den vestlige. Det var specielle bomber, som i tillæg til at ødelægge alt indenfor miles omkreds, påvirkede de overlevende i nærheden til en så stor grad at deres børnebørn kunne blive født med en ekstra hånd eller sådan noget. Det lyder som en forbandelse der både rammer en sig og ens efterkommere flere generationer senere.” Han smilede smalt. Han var ikke sikker på hvor langt magien i Malavien kunne strække sig, og hvor alvorlig en forbandelse af den kaliber baronessen snakkede om kunne være, men for ham lød den slags som hans verden allerede havde været udsat for, slem nok. ”Vi er næsten alt for mange. Vi er over 7 milliarder.” Om det ville være imponerende i Malavien vidste han ikke, men om ikke andet gav han da et ærligt svar.

[Alexandra Evans]

Hun lyttede og rynkede brynene en anelse. Måske var der virkelig mere at overveje i hans verden end blot soldaterne. Kunne hendes kraftfelter modstå deres våben? Kunne deres våben overhovedet gøre en forskel?
Det havde længe været en plan der tog form i Alexandras sind. En plan om at hente utallige soldater fra hans verden, love dem guld og grønne skove hvis de hjalp hende til magten. Men hans race var svag, kunne ikke modstå de våben de selv brugte. Måske var hun nød til at eksperimentere med at gøre dem magiske, så de havde noget at stå i mod med, grevens hær bestod ikke just af mennesker jo.
"Vi er alt for få.. For nogle tusinde år siden var en storm ved at slå alt ihjel. Den varede i hundrede år før den drev over og da havde alt liv lidt et voldsomt nederlag. Vi er måske ti tusinde, fordelt på en verden.." Hun så ind i flammerne og bed tænderne sammen. Hun var ikke glad for andre racer, faktisk så hun dem som svage og uværdige - men de var en værdifuld arbejdskraft. Hun ville aldrig kunne få en fuldblods forcefielder til at gøre rent på slottet.
"Det lyder som noget af en forbandelse" Kommenterede hun til sidst da hun havde overvejet hans beskrivelse af våben. "Men.. Jeres soldater. Kæmper de af frivilje? eller er de viljeløse idioter?" Et smil spillede kort om hendes læber som tegn på at det var sagt lidt i spøg - men også kun lidt.

[Joshua Walker]

Joshua stirrede forbløffet på hende mens hun fortalte. Det må have været lidt af en storm, hvis den kunne vare i hundrede år, og tage livet af så mange. En verden kun bestående af ti tusinde mennesker lød ikke af så meget, men så var Joshua heller ikke klar over hvor stor denne verden var, eller hvor mange væsner der befandt sig blandt de ti tusinde.
Han betragtede hende mens hun så ind i flammerne, og tolkede måden hun bed tænderne sammen på som et tegn på at hun ikke var glad for situationen. Han smilede skævt.
”Hvis det er nogen trøst, er vi alt for mange i min verden. En stor del af min verden dør af sult dagligt, fordi der ikke er nok mad til os alle sammen. Jeg er kun heldig nok til at være født i den rige del af verdenen.” Endnu et skævt smil voksede over hans læber. Men smilet forsvandt ved hendes spørgsmål, og han åndede tungt ud med en tankefuldt mine. ”Den er svær at svare på. Hvert menneske er forskellig, og hvert menneske kæmper af forskellige grunde. Nogen gør for at forsvare deres land, andre fordi de nyder blod og vold. Nogen bliver tvunget ind som soldat, mens andre melder sig frivilligt. Det er svært at give et konkret svar på det, men jeg tror nok man kan sige at der er nogen viljeløse idioter derude.” Han lo stille, som om han havde tolket spøgen i hendes ord, og sendte hende et stille smil. ”Men hvis greven har forsøgt at dræbe Dem så mange gange, hvordan klarer De så at forsvare Dem mod ham? Han lyder som typen der har råd til at købe sin egen hær, så han må vel have forsøgt mere direkte drabsforsøg mod Dem?”

[Alexandra Evans]

Hun hævede øjenbrynene da han bekræftede at der virkelig var svage mennesker der ude hun nok uden større problemer kunne trække med sig. Og om ikke andet ville det være nok til at eksperimentere lidt med hvor meget de kunne modstå og hvordan de skulle forbedres for at blive perfekte.
Da han forsatte med at tale smilede hun koldt og vippede hovedet lidt. "Selv greven er ikke dum nok til at angribe mig direkte.. Det ville give ham et rygte han ikke kan bære men det ville i sidste ende også gå ud over ham..." Sagde hun blot og så på ham. "Vi forcefielderes har det med at blive.. kreative" Sagde hun blot og affærdigede resten med et sukkersødt smil. "Jeg ville ønske jeg viste hvor den anden portal var, så jeg kunne se din verden. På trods af at der er så meget død og ødelæggelse.. Den lyder facinerende.." Hun så på ham med et varmt og tillokkende blik, der kun med nød og næppe skjulte det kolde og magt begærrige blik der ellers hvilede over hendes grå øjne.
"Jeg fornemmer en nysgerrighed hos dig.. Vil du vide hvad en Forcefielder er?" Hun smilede venligt og drejede sig lidt i stolen mens hun så på ham med et intenst blik.

[Joshua Walker]

Et sted gav det vel mening for Joshua. Hvis greven angreb baronessen direkte, ville det måske give ham et dårligt ry blandt folket, og baronessen – hvis hun overlevede et direkte angreb – ville muligvis kunne få folkets støtte mod greven. Så virkede de mere indirekte metoder mere forsvarligt.
Da hun spurgte ind til hans nysgerrighed kunne han ikke skjule et bredt smil, og han nikkede bekræftende.
”Blandt andet, ja. Jeg ved jo som sagt ingenting om jeres verden, så der er meget her omkring jeg ikke kan forstå mig på. Jeg kan næsten regne ud at De har noget med kraftfelter at gøre, bare ud fra navnet?” forsøgte han prøvende. ”Men også meget andet. Hvis jeg ender med at skulle blive i Malavien indtil jeg enten kommer til at finde den hemmelige portal igen, eller til greven kan betales for at sende mig hjem, er jeg nødt til at vide hvordan alt fungerer her. Jeg går trods alt ikke ud fra at jeg kan blive på slottet indtil da.” Som han sagde ordene var det som om Joshua indså sin situation. I en verden som Malavien havde han ingen evner han kunne bruge som indtægtskilde. Han ville sidde i en håbløs situation, når baronessen ikke længere kunne låne ham et værelse.

[Alexandra Evans]

Alexandra nikkede langsomt og rettede sig op. "Forcefielders blev skabt af lynet, under hundrede års stormen. De bedste forcefielderes kan manipulere energien omkring dem til deres mindste ønske, lade det med elektricitet, gøre dem hårdere en diamanter.. Der er desværre stort set ingen tilbage med ubegrænsede kræfter - kun de tre oprindelige besad den form for magt.. Men hvad jeg kan.." Hun hævede en hånd og foran dem opstod seks lige store, halvt gennemsigtige amatystfarvede felter der glødede svagt. De dansede rundt om hinanden på hendes bud før de endelig samlede sig til en terning. "Jeg kan lave massive felter, der holder til jorden går under. Jeg kan lave felter der kan bære vægten af millioner af sfinxer.. Jeg kan skabe felter der kan modstå største delen af forbandelser. Jeg kan lave felter så store som byer og så små som blodlegemer... Jeg behøver ikke se på et felt, når jeg kontrollere det men det skal dog være inden for min rækkevidde.." Terningen skilte sig ad og felterne forsvandt som dug for solen.
"En temmelig nyttig evne hvis jeg skal sige det selv.." Behændigt havde hun undgået at fortælle de mange, mange måder hun kunne bruge sine felter til det slemme. Som at slå folk ihjel, spærre dem inde og se dem kvæles langsomt. Hun havde bestemt ikke rene hænder hvad det angik men det behøvede han jo ikke vide.
"Du kan blive her ind til videre. Amatystpaladset har omkring 800 værelser hvor af 100 er til gæster og kun tre er i brug så, så længe du ikke bliver en belastning kan du blive.." Hun smilede atter det der forretningsmæssige smil.

[Joshua Walker]

Joshua lyttede interesseret til hendes fortælling, og sad en kort stund med åben mund af ren forbløffelse. Halvt forbløffet over forklaringen hun gav, men mindst lige så forbløffet over de glødende sfærer hun fik til at svæve rundt foran ham. Han genkendte deres glød omgående.
”Det er den samme glød slottet har!” udbrød han fascineret, og skulle til at strække hånden ud for at røre dem, da han huskede det hun sagde om elektricitet og energi, og han trak hurtigt hånden tilbage. Det lød ikke som noget han skulle røre på den måde. ”Det lyder som om De er mere end nok i stand til at forsvare Dem selv mod alt greven kan sende mod Dem.” tilføjede han med et skævt smil i hendes retning.
Hans smil voksede sig kun bredere ved hendes tilbud, og han foldede ydmygt hænderne sammen. ”De aner ikke hvor lettet jeg er for at høre det. Jeg lover Dem at jeg ikke skal være en belastning for Dem. Jeg fortæller Dem så meget om min verden De behøver at vide, hvornår De end skal vide det.” Han tømte sin tekop og betragtede hende tavst i nogle få sekunder. Selv med det forretningsmæssige smil havde hun noget mærkeligt dragende over sig. Joshua kunne ikke helt få sig selv til at bryde øjenkontakten, men det lod da heller ikke til at baronessen havde så meget imod det. Tvært imod føltes det mere som om hun var fuldstændig klar over det. ”Hvis der er andet De skulle behøve mig til, må De endelig bare sige til.” tilføjede han med et lille, skævt smil.

[Alexandra Evans]

"Ah.. Ja.. Jeg kan ikke lade elektricitet i dem, endnu da.. Som alle andre færdigheder er dette en ting man skal træne sig i for at blive bedre.. Man mener faktisk, at portalerne der eksistere, er resultater af overmodige Forcefielderes der fik mere energi end de kunne håndtere, og sprang sig selv i luften sammen med en god del af tid og rum" Hun grinede lidt og lænede sig lidt frem. "Og jeg er ikke ude på en selvmordsmission" Hun trak sjalet om sig og nikkede til ham.
"Godt.. Med det på plads, vil jeg bede tjenerne om at lave noget mad til dig.." Hun så på ham og rejste sig. "Hvad kunne de tænke dem? Helstegt pattegris? farceret fasan? Glaseret kalkun?.. Jeg fortrækker at lave min mad selv - så ved jeg at ingen har puttet noget i den.." Hun lavede en gestus mod døren som tegn på at han skulle følge hende til køkkenet.