Langt hjemmefra

[Joshua Walker]

”Det lyder som noget hentet ud fra en science fiction-roman.” måtte Joshua stille indrømme da hun fortalte om portalerne, og smilede skævt for sig selv. Idet snakken bevægede sig over til mad, kunne Joshua mærke hvor udsultet han faktisk var. Han havde ikke spist siden han havde været sammen med gruppen i Oxford, og han havde valgt at tale med baronessen før de spiste, så det havde bestemt ikke hjulpet. Ligesom hende rejste han sig, og så lidt overrasket ud ved hendes forslag.
”Jeg har nu altid været meget simpel når det kommer til mad. Jeg er ikke kræsen, så Deres tjenere kunne egentlig lave hvad de ville, og jeg ville med sikkerhed spise det.” Han smilede skævt. ”Men hvis jeg skal vælge, lyder fasanen meget fristende.” Han fulgte med hende ud af døren til kontoret, og mod det han gik ud fra måtte være køkkenet. Han betragtede hende mens de gik. ”Har De overvejet at hyre en mundskænk? Så ville De ikke behøve lave Deres egen mad, og De ville stadig være sikker på at Deres mad ikke blev forgiftet.” foreslog han.

[Alexandra Evans]

"Miss Jones!" Alexandras stemme var egentlig ikke meget højere end hendes normale stemme men alligevel stod den unge kvinde næsten med det samme foran Alexandra. "Du står personlig for vores gæst og hans mindste ønsker. Og det første er farseret Fasan, der efter varmer du hans værelse op, hænger nyt tøj frem og når Herren er klar forbereder du et bad, du kommer når han kalder på dig.. Og jeg vil ikke se at du stikker af fra slottet uden tilladelse igen.." Kvinden nejede og forsvandt mod det der måtte være køkkenet.
"Det er så svært med mundskænke, faktisk skal jeg have et menneske som mundskænk da nogle racer her i landet er naturligt immune overfor nogle gifte og andre er allergiske over for de mærkeligste ting. Men jeg kan godt lide at lave mine ting selv, det føles så hjemligt.." Hun smilede og slog ud med hånden. "Spisesalen er denne vej, og efter vi har spist vil vi gå hvert til sidst, jeg har en del at se til forstår de.." Hun smilede men det nåede ikke helt hendes øjne.

[Joshua Walker]

Joshua stirrede imponeret efter kvinden baronessen havde kaldt miss Jones, men så snart hun igen var forsvundet vendte han sin fulde opmærksomhed mod baronessen. Han havde så mange spørgsmål, både om hende og om Malavien, men han var smart nok til at vide at han måtte stille spørgsmål i samme intervaller som han selv besvarede dem. Han ville ikke risikere at blive en belastning.
”Det giver vel mening. Mennesker i den her verden er vel lige så specielle som de er i min verden.” svarede han med et skævt smil. Han ville ikke have haft så meget imod at tilbyde sig selv som mundskænk, havde det ikke været for tanken på grevens mordforsøg. Han ville ikke risikere at blive forgiftet så langt hjemmefra, hvor ingen ville savne ham. ”Naturligvis, jeg vil da ikke holde Dem fra Deres arbejde.” svarede han hurtigt og gengældte hendes smil, dog med en smule mere bredde end hendes. Han fulgte hende villigt med ind i spisesalen, hvor han ikke måtte vente længe før miss Jones serverede den farserede fasan. Efter måltidet ønskede han baronessen en god nat, før han lod sig føre op til sit kammer, og forberedte sig på sin første nat i den fremmede, nye verden.
//out